Søg
 

Økonomiaftale med nulvækst

Pressemeddelelse: Torsdag d. 09. juni 2016

Økonomiaftalen som i dag blev indgået mellem regeringen og Danske Regioner betyder nulvækst, mådehold og stramme prioriteringer for Region Sjælland

pre

En stram aftale som overordnet set betyder nulvækst for Region Sjælland. Sådan sammenfatter Jens Stenbæk, regionsrådsformand i Region Sjælland, den økonomiaftale, som nu er indgået mellem regeringen og Danske Regioner.

- Der er tale om en økonomiaftale, som sikrer borgerne den kvalitet, de med rette kan forvente, men som ikke giver et nyt løft til sundhedsvæsenet. Jeg er tilfreds med, at vi er landet på et nul, når udgangspunktet var langt værre. Aftalen indebærer, at vi også næste år skal arbejde med en stram budgetstyring og udvise mådehold i Region Sjælland. Nu skal vi i de kommende dage regne på, hvad aftalen præcist betyder for økonomien i Region Sjælland, siger Jens Stenbæk, der som næstformand i Danske Regioner sad med ved forhandlingsbordet.

Medarbejdere yder kæmpe indsats

Med aftalen vil den økonomiske udvikling i sundhedsvæsenet ligge omkring nul det kommende år.

- Jeg tror på, at vi kan få enderne til at mødes i vores budget. Samtidig har vi skarpt fokus på, at vi ikke kommer ikke til at slække på vores service og kvalitet overfor patienterne. Vores medarbejdere på sygehusene yder en kæmpe indsats, og det er deres fortjeneste, at vi i en årrække har gennemført store effektiviseringer og hævet produktiviteten. Det har vi gjort samtidig med, at vi har behandlet flere patienter og fastholdt en høj kvalitet i behandlingen, siger Jens Stenbæk.

Midler til sygehusbyggerier

Jens Stenbæk glæder sig over, at der med økonomiaftalen fortsat er midler til Region Sjællands sygehusbyggerier.

- Vi kan med aftalen fortsætte de planlagte byggerier af Sjællands Universitetshospital i Køge, sygehuset i Slagelse samt sygehusbyggeriet i Nykøbing F.


Kontaktoplysninger for pressen:

Jens Stenbæk, regionsrådsformand, Region Sjælland, mobil 20371198

 
Oprettet
09.06.16
Opdateret
09.06.16
 

 Kontakt

 
Pressevagt