Søg
 

Ny professor på Sjællands Universitetshospital skal arbejde for større social lighed på kræftområdet

Pressemeddelelse: Mandag d. 15. april 2019

Socialt sårbare kræftpatienter har ikke samme gavn af udviklingen inden for kræftområdet som bedre stillede borgere med højere uddannelse og indkomst. Det skal nytiltrådt professor Susanne Dalton nu arbejde for at ændre.


Susanne Dalton har gennem de sidste 10 år dokumenteret den sociale ulighed på kræftområdet. Den skyldes blandt andet, at patienter med lavere indkomst og uddannelse har øget risiko for at opdage kræftsymptomer i et senere stadie end andre patienter. Der er også forskel på, hvordan man kan kommunikere med sundhedspersonalet, og hvilke ressourcer og støtte man har til at hjælpe sig igennem et kræftbehandlingsforløb.

Nu skal Susanne Dalton lede Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft (COMPAS) i Region Sjælland. Centret er hjulpet godt på vej med 20 millioner kroner fra TV2 og Kræftens Bekæmpelses Knæk Cancer-indsamling i 2018. Det nye forskningscenter skal høre til på Sjællands Universitetshospital under Klinisk Onkologisk Afdeling i Næstved.
Susanne Dalton holdt sin tiltrædelsesforelæsning den 12. april med titlen "Social ulighed i kræft - årsager og kliniske implikationer". Susanne Dalton er tiltrådt som professor ved Sjællands Universitetshospital efter mange års forskning i social ulighed, og før det har hun forsket i senfølger efter kræftsygdomme.
 

Om Susanne Dalton

  • Professor, overlæge, Ph.d., Kræftens Bekæmpelse og Sjællands Universitetshospital (SUH)
  • Ekspert i social ulighed, senfølger og depression efter kræftsygdom
  • Forsker hos Kræftens Bekæmpelse siden 2005
  • Professor ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet siden januar 2018
  • Udnævnt til professor ved Sjællands Universitetshospital november 2018

Foto af Susanne Dalton

(Tomas Bertelsen skal fotokrediteres ved anvendelse)


Kontaktoplysninger for pressen

Professor Susanne Dalton, sdalt@regionsjaelland.dk, 30 38 15 40

 
Oprettet
15.04.19
Opdateret
15.04.19
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52