For Per Bennetsen, adm. direktør i Region Sjælland, har det været vigtigt, at der nu bliver god tid til at forberede et vagtskifte og rekrutteringen af en ny direktør.
- Det har blandt andet været meget vigtigt for Region Sjælland, at Lars bliver, til vi har fået implementeret Sundhedsplatformen. Lars holder fast i sine opgaver samtidig med, at vi får god tid til at forberede et skifte på posten og iværksætte en grundig rekrutteringsproces, siger Per Bennetsen.
Primus motor
Per Bennetsen slår fast, at Lars Onsberg Henriksen spiller en stor rolle for Region Sjælland.
- Lars er en meget væsentlig brik i både udformningen og gennemførslen af en række af vores store projekter på sundhedsområdet. Sygehusplanen, som har lagt linjen for den strategiske udvikling af Region Sjællands sygehuse frem til 2020, er klart den største bedrift. Det har krævet hårdt arbejde både at sikre fremdrift og fastholde tankerne i planen, siger Per Bennetsen.
Lars Onsberg Henriksen har også været primus motor i arbejdet med at gøre Region Sjælland til en ligeværdig region, når det kommer til fordeling af specialer på landets sygehuse.
- Det lykkedes sidste efterår at få et gennembrud, da Sundhedsstyrelsen godkendte, at Region Sjælland skal have lov til at behandle en række komplicerede sygdomme på regionens egne sygehuse. Det er en vigtig udvikling for patienterne i Region Sjælland og en stor anerkendelse af regionens sygehuse. Senest er det – som et resultat af Lars’ store indsats – nu lykkes at få en speciallægeuddannelse på akutområdet, siger Per Bennetsen.
Ser frem til Sundhedsplatformen
- Jeg vil helt frem til målstregen fastholde fokus på de mange store opgaver i Region Sjælland, som jeg vil følge til dørs. Særligt ser jeg frem til, at Sundhedsplatformen skal gå i luften i Region Sjælland henover efteråret. Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver et system, som på den lange bane bliver en gevinst for både patienter og medarbejdere, siger Lars Onsberg Henriksen.
Stillingen som koncerndirektør vil blive opslået til efteråret, så en ny koncerndirektør kan tiltræde senest 1. april næste år.