Søg
 

Kø til psykiatrisygehus

Pressemeddelelse: Søndag d. 30. august 2015

Nysgerrighed skabte trængsel på gangene i det nye psykiatrisygehus i Slagelse, hvor der var åbent hus søndag fra sen formiddag til lige over middag.

Trapperne til fjerdesal blev flittigt benyttet af de nysgerrige gæster, som besøgte Danmarks mest moderne psykiatrisygehus i Slagelse i søndags.

- Vidste du det, kom det spontant fra en ældre, gråhåret mand, der var kommet til åbent hus i det nye psykiatrisygehus i Slagelse.

Hver anden familie

Spørgsmålet blev stillet, fordi der rundt i psykiatrisygehuset hang skilte med informationer om psykiatrien. På et af skiltene stod der: ”Hver anden familie i Danmark får på et tidspunkt kontakt med det psykiatriske behandlingssystem”.

Skiltene blev læst, fordi nysgerrigheden var stor.

Allerede fra klokken 9.30 søndag formiddag var der kø ved indgangen til Danmarks mest moderne psykiatrisygehus.

Et godt sted at arbejde

Selv om der var trængsel, var der smil på læberne, og stemningen var god.

- Det er flot, og jeg tror, det bliver et godt sted at arbejde, siger hjemmesygeplejerske Suss Nielsen fra Korsør.

Ved indgangen til psykiatrisygehuset var der et bord med ledige stillinger, og besøget fik Suss Nielsen til at overveje, om hun skulle søge til Slagelse.

En prøvelse for genboen

I atriumgården var der kaffe, småkager og lystig samtale ved cafébordene om den nye nabo.

- Det har været en prøvelse, fordi det har støvet meget mens byggeriet har stået på. Men det ser nydeligt, lyst og venligt ud herinde, og jeg håber, at både personalet og patienter får noget positivt ud af det, siger pensionist og genbo Peder Sejbæk fra Slagelse.

En tur med guide
 

Der var stor trængsel til de guidede ture under det åbne hus i det nye psykiatrisygehus i Slagelse.

Et af de helt store tilløbsstykker var den guidede tur rundt i psykiatrisygehuset. Hver 20. minut gik turen til gymnastiksalen, forbi fitnessrummet og spaområdet. Mødelokalerne og kontorerne fik også nogle ord med på vejen.

Turen var så populær, at det nærmest var umuligt at komme frem eller tilbage, hvis lysten til at stige af meldte sig undervejs.

Det ligner et rådhus

En hel del af de nysgerrige benytte også lejligheden til at besøge fjerde etage, hvor der var et godt udsyn over atriumgården. Den benyttede jordemoder Signe Frederiksen fra Næsteved sig af.

- Jeg er overrasket over, hvor let, lyst og luftigt her er. Det minder mig overhovedet ikke om et sygehus, siger hun.

Lastbilchauffør Steffen Møller fra Slagelse synes også, at bygningerne minder ham om noget andet end et sygehus.

- Jeg synes, det ligner et rådhus, men det er flot, og det ser ud som om, der skal være mange mennesker her, siger han.

 

Billedtekst foto1 (Trappe)

Trapperne til fjerdesal blev flittigt benyttet af de nysgerrige gæster, som besøgte Danmarks mest moderne psykiatrisygehus i Slagelse i søndags.

Billedtekst foto 2 (guide1)

Der var stor trængsel til de guidede ture under det åbne hus i det nye psykiatrisygehus i Slagelse.


Kontaktoplysninger for pressen:

Region Sjællands Pressekontakt, tlf. 57 87 50 52

 

Billeder:

trappe1.jpg

Guide1.jpg


 
Oprettet
30.08.15
Opdateret
30.08.15
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52