Søg
 

Ingen tegn på overfakturering og besvigelse på specialinstitution

Pressemeddelelse: Tirsdag d. 10. september 2019

En ekstern revisionsundersøgelse af specialinstitutionen Kofoedsminde viser ikke tegn på kriminelle forhold, som Region Sjælland var bekymret for. Regionen igangsatte undersøgelsen på baggrund af flere anonyme beskyldninger mod institutionen.

​Efter Region Sjælland gennem en årrække havde modtaget anonyme beskyldninger om mulig besvigelse og overfakturering ved anvendelse af vikarer på specialinstitutionen Kofoedsminde, besluttede Region Sjælland i foråret 2019 at få revisionsfirmaet BDO til at lave en ekstern revisionsundersøgelse af institutionen.

- Vi er glade for, at den eksterne revision ikke har fundet tegn på kriminelle forhold i undersøgelsen. Det har ligget os meget på sinde at komme til bunds i de forhold, vi som offentlig institution har mulighed for at undersøge. Det har ikke givet os grundlag for at mistænke besvigelser eller overfakturering, siger Michael Nørgaard, socialdirektør i Region Sjælland.

BDO har i deres undersøgelse ikke fundet dokumentation, der påviser, at der skulle være tale om besvigelse. Derudover har en omfattende stikprøvegennemgang af det stigende vikarforbrug vist, at der ikke er tegn på overfakturering.

Strammer op på specialinstitution

Mens der ikke blev fundet tegn på kriminelle forhold, viste undersøgelsen, at de interne procedurer og arbejdsgange omkring indkøb skal strammes op på specialinstitutionen Kofoedsminde. Det skyldes blandt andet, at regler om ledelsestilsyn, og om at indkøb skal godkendes af nærmeste leder, ikke konsekvent er fulgt på institutionen.

- De interne procedurer og arbejdsgange omkring indkøb skal strammes op på specialinstitutionen Kofoedsminde. Vi er derfor i gang med at indgå en aftale med revisionsfirmaet BDO om at se på, hvad og hvordan der skal rettes op. BDO skal efterfølgende også kontrollere, at det bliver efterlevet, siger Michael Nørgaard, socialdirektør i Region Sjælland, og fortsætter.

- Det står klart, at dokumentationen i flere tilfælde har været mangelfuld. Der har været flere tilfælde, hvor der ikke har været fire øjne på diverse indkøb. Vi ønsker derfor også at styrke ledelsen på Kofoedsminde med en profil, der har de rette kompetencer på det administrative område til at kunne rette op og sikre den rette kombination af faglighed i ledelsen af institutionen, siger Michael Nørgaard.

Udover samarbejdet med BDO har Region Sjælland og Kofoedsminde i sidste uge fremlagt en indsatsplan for Udvalget for Social og Psykiatri i Region Sjælland. Indsatsplanen har fokus på at opnå et højere uddannelsesniveau på institutionen og nedbringe det stigende forbrug af eksterne vikarer.

Nedbringe brug af vikarer

Kofoedsminde er en landsdækkende institution for voksne domfældte udviklingshæmmede. Der er modtagepligt på institutionen, og den har inden for de sidste fire år haft en stor stigning i antallet af beboere fra 34 til 70. Stigningen var i første omgang opfattet som midlertidig, og derfor brugte man i højere grad vikarer end tidligere. Det har medført en udgift på 40 millioner kroner til vikarer i 2018.

Udsigten til et fald i antallet af beboere viser sig dog at have lange udsigter, og derfor ønsker Kofoedsminde nu at fastansætte og uddanne mere personale.

- Vores ambition er, at vi skal have sænket forbruget af eksterne vikarer markant. Målet er, at vi går fra 70 eksterne vikarer i 2018 til 30 eksterne vikarer i 2020, siger Michael Nørgaard.

Udover at øge andelen af fastansat personale vil Kofoedsminde også styrke fagligheden på arbejdspladsen. I 2018 havde 34 procent af de 350 medarbejdere en faglig relevant uddannelse. Det skal ændres ved at lave et kompetenceløft blandt det nuværende personale, ligesom 60 procent af ledige stillinger fremover skal besættes med faglært personale.​

 
 

Kontaktoplysninger for pressen

Pressevagten, 57 87 50 52​
Oprettet
10.09.19
Opdateret
10.09.19
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52