Søg
 

Holbæk slog sin egen rekord

Pressemeddelelse: Onsdag d. 10. februar 2016

Over 500 besøgende sagde ja tak til invitationen til Åbent Sygehus.

En halv time. Længere tid tog det ikke, før Holbæk Sygehus ved sit åbent hus-arrangement i aftes havde slået sin egen rekord for antallet af besøgende. På det tidspunkt havde 418 gæster tegnet sig ind, og dermed var rekordtallet fra 2015 på netop 400 allerede passeret. Gæsterne fortsatte med at strømme til, så det samlede antal besøgende sluttede på langt over 500.

- Vi er især glade for, at så mange unge mennesker lagde vejen forbi på sygehuset i aftes. Vi havde besøgt flere uddannelsesinstitutioner i lokalområdet på forhånd for at lave reklame, og det havde altså effekt, kan vi se. Et af formålene med vores Åbent Sygehus er jo at vise os frem som et uddannelsessted for rigtig mange forskellige uddannelser, og vi har gennem årene adskillige gange oplevet, at vi møder vores gæster igen, men nu som medarbejdere, der er i gang med en uddannelse, siger vicedirektør på Holbæk Sygehus Aase Bjerring.

19 uddannelser

I år var 19 forskellige uddannelser repræsenteret på de mange stande i sygehusets gange, men som noget nyt var der også afsat et område til gæster, der allerede har en uddannelse og godt kunne tænke sig et job på Holbæk Sygehus.

- Rekruttering er et område, vi konstant er nødt til at være opmærksomme på, og udfordringerne her bliver næppe mindre i de kommende år for Holbæk Sygehus. Derfor var det ekstra dejligt at konstatere, at vi også på rekrutteringsstanden fik masser af henvendelser og opmærksomhed, siger Aase Bjerring.

Ser frem mod næste år

Traditionen med at åbne dørene for offentligheden går efterhånden en halv snes år tilbage på Holbæk Sygehus, som hele tiden arbejder med at optimere arrangementet. I år blev der således lavet et nyt system for bedre at kunne få de mange rundvisninger, der også er en del af begivenheden, til at forløbe endnu mere smidigt.

- Allerede i aftes begyndte vi at kigge fremad mod næste år. Vi er begejstrede over tilslutningen, og det er fantastisk opmuntrende for de mange medarbejdere på sygehuset, der lægger masser af kræfter og engagement i denne aften, at vi oplever så stor succes, men det giver også nye udfordringer for os, når begivenheden vokser på denne måde, og dem skal vi naturligvis kigge nærmere på, konstaterer Aase Bjerring.

Arrangementerne er i øvrigt gratis, kræver ikke tilmelding på forhånd og foregår normalt i tidsrummet kl. 19-21 på en almindelig hverdagsaften.

 
 

Billedtekst:

Blandt trækplastrene på de mange stande var denne lille "operationsrobot", hvor de besøgende selv kunne få lov at udføre "en operation" under kyndig vejledning af ledende overlæge Jørgen Iversen fra Kirurgisk Afdeling. Indgrebet gik ud på at pille papiret af en flødekaramel...

Foto: Gert Ellegaard, Region Sjælland

Download foto i stor størrelse:

DSC_7429.jpg


 

Kontaktoplysninger for pressen:

Vicedirektør Aase Bjerring, tlf. 59 48 40 03

 
 
 
Oprettet
11.02.16
Opdateret
11.02.16
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52