Sygehuset opretter fertilitetsrådgivning til barnløse og får tilført seks millioner kroner til ny forskning, tiltag der finansieres gennem et EU-støttet Øresundssamarbejde.
Barnløshed forekommer lige så ofte som diabetes og er af WHO og FN karakteriseret som en sygdom. En sygdom, der for mange par verden over betyder en stor sorg, når de ikke kan eller har svært ved at få børn. Det sætter Holbæk Sygehus i samarbejde med en række samarbejdspartnere i Øresundsregionen nu fokus på som en del af forsknings- og sundhedsprojektet ReproUnion.
Et sundt barn hurtigst muligt
- Vi arbejder på at forebygge de komplikationer, der er årsag til barnløshed, så vi kan rette fokus mod dem, der er i risikogruppen. Vores forskning drejer sig om ægudvikling og PCOS, som er en tilstand, hvor kvinder ikke selv kan udvikle æg. Derudover åbner vi for fertilitetsrådgivning til kvinder eller par. Målet er at hjælpe med at lave sunde børn, og for parrene handler det om at få et sundt barn hurtigst muligt, siger Anne Lis Mikkelsen Englund, specialeansvarlig overlæge på Holbæk Sygehus.
Den nye fertilitetsrådgivning er til kvinder eller par, hvor Holbæk Sygehus tilbyder dem at komme ind og få vurderet deres chancer og få råd til, hvordan de forbedrer deres muligheder for at få børn.
Som en del af samarbejdet modtager Holbæk Sygehus seks millioner kroner til forskning, og derudover hjælper ReproUnion med at finansiere en række fællesprojekter mellem Region Sjælland, Hovedstaden og Skåne. Formålet med projekterne er blandt andet på sigt at tilbyde en mere omkostningseffektiv behandling, ligesom der forskes i præventive indsatser.
Øresundssamarbejde
Fire sygehuse fra Region Hovedstaden og Skåne er ud over Holbæk Sygehus en del af ReproUnion, og meningen er, at de skal levere på forskellige områder. Mens Holbæk arbejder med PCOS og ægudvikling, koncentrerer de andre sygehuse sig om andre områder, så hele projektet til sammen leverer en behandling i verdensklasse inden for reproduktion og barnløshed. Et samarbejde som Knut Borch-Johnsen, vicedirektør på Holbæk Sygehus, ser frem til.
- Det giver et enormt løft til forskningen i Region Sjælland at arbejde sammen med nogle af de bedste inden for området i norden. Det løfter kvaliteten og behandlingen. Desuden har jeg en tro på, at det også inden for andre specialer løfter rekrutteringen til sygehuset, fordi vi viser, at vi kan gøre os gældende i konkurrencen om internationale fondsmidler, siger Knut Borch-Johnsen.
ReproUnion løber over tre år, hvor den ene halvdel på 57,5 millioner kroner kommer fra EU, mens den anden halvdel er finansieret af regionerne Skåne, Hovedstaden og Sjælland samt medicinalfirmaet Ferring. EU’s støtte gives gennem programmet Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak.
Projektet begynder den 1. september 2015.
Fakta:
PCOS står for polycystisk ovariesyndrom. Det er en tilstand, hvor mindst to af disse tre symptomer er til stede: Manglende ægmodning, mange æganlæg i æggestokkene og/eller forhøjet mandligt hormon. Mange af disse kvinder er overvægtige, og her vil behandlingen være vægtreduktion ved motion og kostomlægning.
Kontaktoplysninger for pressen:
Overlæge Anne Lis Mikkelsen, Holbæk Sygehus, 59 48 42 75
Vicedirektør Knut Borch-Johnsen, Holbæk Sygehus, 61 14 09 89