Søg
 

H.K.H. Kronprinsessen indvier nyt psykiatrisygehus

Pressemeddelelse: Fredag d. 21. august 2015

Milliardbyggeriet af Danmarks mest moderne psykiatrisygehus indvies mandag den 24. august i Slagelse af H.K.H. Kronprinsesse Mary.

Patienterne på det nye sygehus vil blandt andet komme til at nyde godt af grønne gårdhaver, masser af plads og specialudviklet lys.

Når H.K.H. Kronprinsessen på mandag klipper den røde snor til Region Sjællands nye psykiatrisygehus i Slagelse, er der tale om det første nye psykiatriske sygehus i Danmark i 100 år. Med banebrydende ny teknologi, nytænkende arkitektur og indretning ligger milliardbyggeriet langt fra forestillingen om lange, hvide hospitalsgange. Sygehusets patienter skal bo i huse i ét plan med udsigt til frodige gårdhaver og stillehaver. Masser af lys bliver også et vigtigt led i behandlingen, og der er udviklet et særligt intelligent og naturtro LED-lys. Der er anvendt højkvalitets-materialer inde som ude. Der er kunst, farver og poesi på væggene ligesom patienterne får glæde af wellness-vandmiljø med spabobler og en bred vifte af sports- og motionsaktiviteter.

Natur har beroligende effekt

Michael Werchmeister, psykiatridirektør i Region Sjælland, glæder sig over de nye rammer for psykiatrien i Region Sjælland.

- Når psykisk sygdom rammer, er det vores opgave i Psykiatrien at få patienterne hurtigt tilbage til deres vante liv. Med det nye psykiatrisygehus får vi de bedst mulige rammer for patienternes behandling og velbefindende. Der er tænkt nyt med indretningen, brug af glas i bygningerne, lys, masser af plads og grønne arealer. Alle værelser har for eksempel udkig til en stillehave, fordi man ved, at natur har en beroligende og meget positiv effekt på mennesker, siger Michael Werchmeister.

Det nye Psykiatrisygehuset er 44.000m2 stort og har i alt 194 sengepladser. Michael Werchmeister forklarer, at de mange kvadratmeter også er et middel til at nedsætte brugen af tvang i psykiatrien.

- Når man er indlagt på en psykiatrisk afdeling, så har man det meget dårligt, og mange patienter kan have svært ved, at andre kommer tæt på. Derfor er det vigtigt, at der er meget plads i det nye byggeri. Det kan også være med til at forhindre konflikter mellem patienterne.

Avanceret lyssystem

Et avanceret lyssystem kommer også til at spille en stor rolle i behandlingen på det nye psykiatrisygehus. - Studier har vist, at mere lys kan betyde kortere indlæggelser og hurtigere helbredelse. Vi har udviklet et helt unikt og avanceret lyssystem, som bliver en kombination af dagslys og kunstlys. Om morgenen har man brug for et lys, der er blåhvidt, og om eftermiddagen har man behov for rødligt lys. Vores lys sørger for at følge døgnets rytme. Det er første gang i verden, at det bliver brugt i et så stort byggeri, siger Michael Werchmeister.

Svømmehal og løberuter

Også sports- og motionsfaciliteter er højt prioriteret på det nye psykiatrisygehus med svømmehal, motionshaller, motionsmaskiner, stimuli-rum og fire forskellige løberuter og gangstier. Offentligheden har også adgang til løberuterne og gangstierne.

- Fysisk aktivitet og beskæftigelse har en positiv effekt på patienterne, og kan gøre deres helbredelse hurtigere. Motionstiltagene skal blandt andet også være med til at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien, siger Michael Werchmeister.

Indvielsen mandag sker under overværelse af en kreds af inviterede gæster, herunder sundheds- og ældreminister Sophie Løhde.

Offentligheden får også adgang til det nye psykiatrisygehus, Fælledvej 6, 4200 Slagelse, under et åbent hus-arrangement søndag den 30. august kl 10-13.

 

FAKTA

  • Hver femte dansker får i løbet af livet en psykisk sygdom, og hver anden danske familie kommer på et tidspunkt i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem. Fire ud af fem patienter behandles ambulant og det er kun hver femte psykiatriske patient som indlægges.
  • Psykiatrisygehusets 194 sengepladser vil blive fordelt på 114 almenpsykiatriske pladser, 50 retspsykiatriske pladser samt 30 pladser til Sikringsafdelingen, som i dag er placeret i Nykøbing Sjælland.
  • Sygehuset har akutmodtagelse, ambulante behandlingsfunktioner, faciliteter til forskning og bliver arbejdsplads for cirka 650 ansatte.

 

Kontaktoplysninger for pressen:

Pressevagten i Region Sjælland, 57 87 50 52

 
Oprettet
21.08.15
Opdateret
21.08.15
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52