Søg
 

Gymnasiet er stadig populært i Region Sjælland

Pressemeddelelse: Fredag d. 22. marts 2019

Knap 8700 har søgt ind på på STX, HF, HHX, HTX og EUX i år. Regionernes opgaver med STX og HF bør udvides til at omfatte alle gymnasiale ungdomsuddannelser, mener Peter Jacobsen, formand for Udvalget for Regional udvikling.

Ungdomsårgangene bliver mindre, og det kan mærkes på uddannelsesstederne over hele landet. Også i Region Sjælland, hvor lidt færre unge har søgt ind på en gymnasial uddannelse i forhold til sidste år. Men gymnasiet er stadig et populært valg i Region Sjælland. I alt har 8658 unge søgt ind på STX, HF, HHX, HTX og EUX i år, viser en opgørelse fra Region Sjælland. Det er 120 færre ansøgere end i 2018.

- De unge vælger klogt og bredt. De ved godt, at de har brug for en ungdomsuddannelse. For nogle år siden var det bestemt ikke en selvfølge i Region Sjælland, at man skulle gå mere i skole efter niende eller tiende klasse. Men nu er søgetallet til de gymnasiale uddannelser stabilt og højt hos os, især når man sammenholder det med, at der er blevet færre 15-17 årige. Det er jeg meget tilfreds med, siger Peter Jacobsen, der er formand for Regionsrådets Udvalg for Regional udvikling.

STX, HHX og HTX har haft en mindre tilbagegang i ansøgertallet i forhold til sidste år, mens HF og EUX, ligesom sidste år, har fået flere ansøgere. Det almene gymnasium, STX, er igen i år den mest søgte ungdomsuddannelse i Region Sjælland. 4656 ansøgere har søgt optagelse på STX i regionen. Det er 58 færre ansøgere end sidste år, hvor STX fik 4714 ansøgninger. HF har haft fremgang på 52 ansøgere, og EUX har fået 25 ansøgere flere i år.

Vigtig opgave for regionerne


Regionerne har til opgave at sikre et varieret udbud af ungdomsuddannelser i tæt samarbejde med uddannelsesstederne. På STX og HF har regionerne særlige opgaver. Inden årets ansøgningsrunde går i gang er regionerne med til at fastsætte, hvor mange elever, der skal være plads til på de enkelte uddannelsessteder. Det er med til at sikre, at der er et passende antal uddannelsessteder over hele regionen. Efter ansøgningsfristen sekretariatsbetjener regionerne de regionale fordelingsudvalg, som fordeler ansøgerne ud fra deres ønsker og ud fra, om uddannelsesstedet har plads.

I nogle regioner har man valgt at lægge loft over kapaciteten på nogle af de mest populære gymnasier for at undgå, at andre gymnasier kommer til at mangle elever. Den mulighed har Region Sjælland endnu ikke taget i brug, men det er nødvendigt at overvåge kapaciteten og søgetallene hvert år for at sikre, at der er tilstrækkeligt med elever på de mindre skoler, mener Peter Jacobsen:

- Det er helt afgørende, at de unge kan tage en uddannelse i nærheden af, hvor de bor. Det er med til at sikre, at flest muligt unge får en ungdomsuddannelse. Derfor er den regionale opgave med STX og HF vigtig, og den bør efter min mening udvides til at omfatte alle gymnasiale ungdomsuddannelser. Regionerne kan bidrage til at sikre høj kvalitet i uddannelserne og en bred geografisk dækning, så alt ikke kommer til at foregå i de store byer, og så uddannelsesstederne kommer til at spille godt sammen med udviklingen lokalt, siger han.

Som noget nyt får ansøgerne til STX og HF i år i første omgang tildelt en reserveret plads. Ansøgerne vil blive optaget på uddannelsesstedet efter folkeskolens afgangseksamen, hvis de lever op til optagelseskravene. Det er derfor ikke sikkert, at alle reserverede pladser bliver taget i brug. Det er en stor usikkerhed for skolerne og for deres økonomi, som netop afhænger af elevtallet.

Ansøgerne til STX og HF får besked om reserveret plads senest den 30. april. I Region Sjælland fik cirka 98 procent af ansøgerne sidste år opfyldt deres første prioritet til ungdomsuddannelse.

Fakta


Antal ansøgere i 2019 (2018-tal i parentes)

STX: 4656 (4714) Forskel: -58
HF 1215 (1163) Forskel: +52
HHX 1363 (1460) Forskel: -97
HTX 755 (797) Forskel: -42
EUX 669 (644) Forskel: +25

I alt 8658 (8778) Forskel: - 120

Det betyder forkortelserne

STX - studentereksamen (det almene gymnasium)
HF - Højere forberedelseseksamen
HHX - Højere handelseksamen (handelsgymnasium)
HTX - Højere teknisk eksamen (teknisk gymnasium)
EUX - Studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med en erhvervsuddannelse

Vedhæftede filer


Kontaktoplysninger for pressen

Udvalgsformand Peter Jacobsen, Udvalget for Regional udvikling, 20 37 01 05
Udviklingschef David Meinke, Region Sjælland, 21 34 33 56​

 

 ​

Oprettet
22.03.19
Opdateret
22.03.19
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52