Søg
 

Første fødselsdag for Sjællands Universitetshospital

Pressemeddelelse: Fredag d. 04. marts 2016

Oscar-drømme, kæmpelagkager og masser af forventninger og ambitioner ved den officielle lancering af universitetshospitalet.

Omkring 150 gæster havde takket ja til at være med, da Sjællands Universitetshospital i eftermiddag blev officielt lanceret og dermed holdt sin første fødselsdag. Med to gigantiske Othellolagkager som traktement og regionsrådsformand Jens Stenbæks sakseklip gennem en rød sløjfe som det ceremonielle højdepunkt.



- Som navnet fortæller, er det hele regionens universitetshospital, og selv om det fysisk placeres i Køge, vil udviklingsarbejdet, forskningen og behandlingstilbuddene omfatte alle vores sygehuse i Regions Sjælland, sagde regionsrådsformanden.

- Sjællands Universitetscenter bliver et kraftcenter, når det drejer sig om avanceret og stærkt specialiseret behandling inden for hjertesygdomme, blodsygdomme og sygdomme i hjernen og nervesystemet. Og det bliver naturligvis også her, hele kræftområdet får sin placering. Det bliver et sundhedsfagligt vartegn og en ”driver” for hele regionens sundhedsvæsen til gavn for alle vore borgere.

Direktør med stjernedrømme

Hospitalsdirektør Henrik Villadsen tog afsæt i den seneste tids uddeling af Oscar-statuetter og Michelin-stjerner, da han skitserede fremtiden for Sjællands Universitetshospital, der ifølge Region Sjællands sygehusplan står færdigt i 2022 og kommer til at koste omkring 4 mia. kr.

- En Michelin-stjerne gives til en restaurant, der er rigtig god i sin kategori. To stjerner betyder, at restauranten er en omvej værd, og tre betyder, at den er værd at rejse efter. Jeg tør godt uddele en stjerne til Sjællands Universitetshospital for at være et rigtig godt hospital i sin kategori, men ambitionen er tre stjerner, så hospitalet bliver en rejse værd for de hundrede tusindvis af patienter, vi får ansvaret for at behandle, sagde Henrik Villadsen og fortsatte i det internationale spor ved at lufte en anden drøm og ambition med klare Hollywood-toner:

- Gad vide, om det engang vil lyde i kategorien for bedste udenlandske hospital: ”And the Oscar goes to Zealand University Hospital”? Jeg er i så fald klar med en takketale til dem, der gav os chancen, og til de rejsefæller, der havde modet og viljen!

Fakta:

  • Sjællands Universitetshospital står færdigt i 2022.
  • Det bygges i Køge og bliver cirka tre gange så stort som det eksisterende sygehus.
  • Universitetshospitalet får 831 sengepladser og omkring 4.000 ansatte.
  • Al specialiseret behandling af regionens 825.000 borgere samles her.
  • Sjællands Universitetshospital vil samtidig fungere som akutsygehus for knap 300.000 borgere.

Billedtekster

7989: Regionsrådsformand Jens Stenbæk markerede lanceringen af Sjællands Universitetshospital ved at klippe en rød sløjfe over.

8004: Hospitalsdirektør Henrik Villadsen er klar med takketalen til den dag, Sjællands Universitetshospital får en Oscar!

7923: Begivenheden blev også fejret på alle Region Sjællands sygehuse, hvor der var Othellolagkager til alle medarbejderne. Her til de medicinstuderende på Ortopædkirurgisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital, Køge.

8034: Det nye navn er nu på plads over indgangspartiet i Køge.

Billeder:
DSC_7989.jpg
DSC_8004.jpg
DSC_7923.jpg
DSC_8034.jpg


Kontaktoplysninger for pressen:

Regionsrådsformand Jens Stenbæk, 20 37 11 98


Oprettet
04.03.16
Opdateret
04.03.16
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52