Søg
 

Fejl fundet i allergitest

Pressemeddelelse: Lørdag d. 23. december 2017

Det er en fejl i test vedrørende allergi over for to konkrete antibiotika - ampicillin og amoxicillin. Alle berørte patienter i Region Sjælland er fundet, og vil blive kontaktet, fastslår sundhedsfaglig chef.

​Leverandøren af reagenserne til test af allergi mod to typer antibiotika har trukket deres produkter tilbage i hele Danmark, fordi der er risiko for, at undersøgelserne ikke viser det rigtige resultat:

- Der er en risiko for, at en patient kan være allergisk over for to antibiotika, men vi tager nu kontakt til alle berørte patienter, fortæller Sundhedsfaglig chef i Region Sjælland, Preben Cramon.

Konkret drejer det sig om allergi over for præparaterne ampicillin og amoxicillin. I Region Sjælland er der tale om knap 1.000 patienter, der er blevet undersøgt for allergi over for disse præparater, og det gælder kun undersøgelser foretaget mellem 26. april og 21. december i år. Men testen har ikke virket, og derfor skal man tage sine forholdsregler:

- Hvis en testet patient skal have antibiotika nu, er det vigtigt, at patienten informerer den læge eller sygeplejerske, der behandler vedkommende, om, at de kan være allergiske overfor de to præparater, selv om de er testet negative, siger Preben Cramon.

Alle patienter vil blive kontaktet og tilbudt en ny test.

Herudover er alle de læger og sygehusafdelinger, der har henvist patienterne til undersøgelsen, blevet orienteret om, at der har været fejl i testen.

 

Fakta:

Antibiotika er en samlet betegnelse for medicin, som eksempelvis penicillin til behandling af betændelsestilstande forårsaget af bakterier. I dette tilfælde handler det om præparater med ampicillin og amoxicillin.

Ved allergisk reaktion mod antibiotika kan ses forskellige reaktioner som udslæt, vejrtrækningsproblemer og i visse tilfælde såkaldt anafylaktisk shock. 

Ved allergisk reaktion over for medicin skal man kontakte læge hurtigst muligt. 


Kontaktoplysninger for pressen: 

 

Preben Cramon, Sundhedsfaglig chef i Region Sjælland, 21 22 22 90 

 

Pressevagten Region Sjælland, 57 87 50 52 

 
 
 
Oprettet
23.12.17
Opdateret
23.12.17
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52