Søg
 

En fremtid i hvid kittel?

Pressemeddelelse: Torsdag d. 02. januar 2014

I januar 2014 kan uddannelsessøgende finde ud af, om en karriere inden for sygehusverdenen er noget for dem. Slagelse Sygehus inviterer til praktikdag lørdag 18. januar, og på Næstved Sygehus er der mulighed for at kigge indenfor lørdag 25. januar.

​I januar 2014 kan uddannelsessøgende finde ud af, om en karriere inden for sygehusverdenen er noget for dem. Slagelse Sygehus inviterer til praktikdag lørdag 18. januar, og på Næstved Sygehus er der mulighed for at kigge indenfor lørdag 25. januar.

Næstved og Slagelse sygehuse slår dørene op til lørdagspraktik, hvor man kan få testet, om et arbejdsliv i hvid kittel matcher karrieredrømmen. Lørdagspraktik er et tilbud til unge, der skal vælge uddannelse eller dem, der drømmer om et sporskifte i arbejdslivet.​

For fjerde år i træk inviterer sygehusene i Næstved og Slagelse til lørdagspraktik. Erfaringerne fra de andre år er gode, og sygehusene får positive tilbagemeldinger både fra praktikanterne og de medarbejdere, som hvert år tager imod praktikanterne.

- Vi er afhængige af, at der er mange, der vælger at uddanne sig inden for sygehusverdenen, og vi gør derfor meget for at tiltrække de unge og skabe et attraktivt uddannelsessted. Lørdagspraktikanterne vil komme til at opleve hverdagen på sygehusene på helt tæt hold og opleve en spændende verden, hvor ikke to dage er ens, siger Vinni Breuning, sygehusdirektør for Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.

Hjælp til rette studievalg

Lørdagspraktikken skal hjælpe de uddannelsessøgende med at træffe det rigtige studievalg. Under praktikdagen vil praktikanterne have mulighed for at opleve, hvordan det er at arbejde inden for følgende områder: bioanalytiker, ergoterapeut, fysioterapeut, jordemoder, klinisk diætist, læge, radiograf og sygeplejerske.

Tid og sted

Slagelse Sygehus 18. januar 2014 kl. 10 – 14.30
Næstved Sygehus 25. januar 2014 kl. 10 – 14.30

Tilmelding

Læs mere og tilmeld dig på www.regionsjaelland.dk/loerdagspraktik senest 10 dage før praktikdagen på det ønskede sygehus.

Kontaktoplysninger for pressen

Jannie Jensen, uddannelseskonsulent på Næstved Sygehus, tlf. 56 51 20 23

Birgitte Solvejg Ehlers, uddannelseskonsulent på Slagelse Sygehus, tlf. 29 25 79 88

Oprettet
02.01.14
Opdateret
02.01.14
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52