Søg
 

En dag i forskningens tegn

Pressemeddelelse: Torsdag d. 15. september 2016

Region Sjælland har over 500 aktive forskere, og 200 millioner kroner er hvert år øremærkede til forskning i regionen. Forskningens Dag er med til at hylde forskningen og de mange forskere, der er med til at højne det faglige niveau til gavn for borgerne.

Deltagere til Forskningens Dag - 446.jpg
Forskningens Dag har netop tiltrukket 210 forskere og forskningsinteresserede. I år var det Psykiatrisygehuset i Slagelse, der lagde hus til arrangementet.

- Det er vigtigt, at vi synliggør værdien af prioriteringen af forskningsmidlerne. Ny viden forpligter til offentliggørelse. Vi har brug for at se og høre, hvad der kommer ud af forskningen, siger Mahad Huniche, der er direktør for Produktion, Forskning og Innovation (PFI) i Region Sjælland.

- Borgernes tryghed og tillid er et centralt parameter for borgernes valg af sundhedsydelser, og her spiller formidlingen af regionens forskningsindsats og forskningsresultater en væsentlig rolle, så de vælger behandling i Region Sjælland, lyder det fra PFI-direktøren.
Mahad Huniche - www.jpg
Mahad Huniche, direktør for PFI i Region Sjælland.

Forskning skal tiltrække nye hoveder

Aktive forskningsmiljøer skal være med til at tiltrække de bedste kandidater, når der er ledige stillinger, og regionen er allerede godt på vej, mener Mahad Huniche:

- Region Sjælland er en attraktiv arbejdsplads, som søger ny viden, skaber ny viden og gør brug af den – og sidst men ikke mindst har vi udviklet en stillingsstruktur, som kan tiltrække potentielle forskere og klinikere.

Samarbejde mellem Psykiatrien og sygehusene
Et af de områder, hvor der er stort fokus på udvikling og forskning er i Psykiatrien Region Sjælland. Siden 2009 har Psykiatrien haft deres egen forskningsenhed, og antallet af ph.d.-studerende stiger hvert år. Nogle af forskningsområderne er blandt andet tidlig opsporing af psykoser, personlighedsforstyrrelser, nedbringelse af tvang og ADHD.

- Det er vigtigt, at der bliver skabt synlighed omkring alle de gode forskningsprojekter, som kommer borgerne til gode i Region Sjælland. Samarbejdet mellem Psykiatrien og sygehusene er i den sammenhæng også utrolig vigtig. Sammen kan vi skabe endnu bedre forskning, siger Søren Bredkjær, vicedirektør i Psykiatrien Region Sjælland.
Søren Bredkjær - www.jpg
Søren Bredkjær, vicedirektør i Psykiatrien Region Sjælland.

Seks forskere modtager rejselegater
Udover et hav af spændende oplæg på dagen, havde 85 af forskerne medbragt en plakat med beskrivelse af deres forskningsprojekt. Blandt andet kunne man finde forskningsprojekter om tarmkræftscreening og ældre patienter med svimmelhed og fald.

Der blev kåret fire vindere af plakatkonkurrencen, der hver fik et rejselegat på 10.000 kroner til forskningsrelaterede rejser. Derudover var otte forskere også inviteret til at deltage i en foredragskonkurrence, hvor i alt to af dem ligeledes løb afsted med et rejselegat hver.

Vinderne til Forskningens Dag - www.jpg
De glade vindere af plakat- og foredragskonkurrencen. Karina Gulstad som stand-in for Julie Nordgaard fra Kompetencecenter for Debuterende Psykose (Psykiatrien Øst), Christina Søs Nielsen fra Klinisk Biokemisk Afdeling (Næstved Sygehus), Anders Winther Voldby fra Kirurgisk Afdeling (Holbæk Sygehus), Terese Olsen fra University College Sjælland, ph.d.-studerende Rebecca Kofod Vinding fra Pædiatrisk Afdeling (Næstved Sygehus) og ph.d.-studerende Asbjørn Kørvel-Hanquist fra Øre, Næse og Hals Afdelingen (Sjællands Universitetshospital). På billedet er også vicedirektør fra Psykiatrien Region Sjælland, Søren Bredkjær og Ole Marqweis, regionsrådsmedlem og formand for Udvalget for Forskning og Innovation.

Kontaktoplysninger for pressen:
Mahad Huniche, direktør for Produktion, Forskning og Innovation (PFI) i Region Sjælland, tlf. 51200187
Søren Bredkjær, vicedirektør i Psykiatrien Region Sjælland, tlf. 58536060

 
Oprettet
15.09.16
Opdateret
19.09.16
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52