Lübeck dannede rammen om Interreg Deutschland-Danmarks Kick-off konference, hvor 300 deltagere fra dansk og tysk side deltog. Deltagerne, en blanding af erfarne og nye projektaktører, politikere, repræsentanter fra kommuner, erhvervsfremmeorganisationer, offentlige institutioner, arbejdsmarkedets parter samt uddannelses- og forskningsinstitutioner, viste i workshops og diskussioner stor interesse i det dansk-tyske samarbejde. Konferencen bød på et godt miks af information, dialog og matchmaking og lagde dermed grundstenene for nye, resultatskabende projekter inden for innovation, energi, turisme, arbejdsmarked, uddannelse og kultur.
På konferencen var de elleve programpartnere repræsenteret. Fra dansk side deltog regionsrådsformændene Jens Stenbæk fra Region Sjælland og Carl Holst fra Region Syddanmark. Fra tysk side deltog bl.a. Anke Spoorendonk, Schleswig-Holsteins minister for Justits, Kultur og Europa.
”Sammen står vi stærkere”
For Jens Stenbæk er den store opbakning og deltagelse i konferencen udtryk for en genuin interesse for det dansk-tyske samarbejde. Det er et samarbejde, der bliver endnu mere styrket med den faste Femern-forbindelse.
”Femern Bælt-byggeriet vil gavne hele Danmark og Nordtyskland. Det er nu, vi skal gribe de mange nye vækst- og innovationspotentialer, som Femern Bælt åbner for. Interreg-programmet er en god ramme for samarbejde med vores mange partnere på tværs af grænser, sektorer og indsatser. I Region Sjælland samler vi aktører inden for erhvervsudvikling, arbejdsmarked og kompetenceudvikling. Det tætte partnerskab er vigtig for, at vi kan skabe den varige vækst og de blivende arbejdspladser. Ikke kun i Region Sjælland, men på tværs af grænserne. Fordi sammen står vi endnu stærkere”, lød det fra regionsrådsformanden, som ser frem til, at de første projekter allerede kan starte næste år.
672 mio. kr. fra EU til 100 dansk-tyske projekter
Interreg Deutschland-Danmark er et samarbejdsprogram, der via en saltvandsindsprøjtning på 672 mio. kr. fra den Europæiske Fond for Regionaludvikling sætter gang i over 100 dansk-tyske projekter.
Ifølge Carl Holst fejler viljen til at samarbejde hen over grænsen ikke noget. Regionsrådsformanden i Region Syddanmark ser frem til at følge Interreg-programmet, som han nu også med direkte involvering af virksomheder forventer, kan bidrage til mange stærke samarbejdsprojekter. For Carl Holst er vækst og udvikling i både grænseregionen og Region Syddanmark to sider af samme sag.
”Det giver god mening, at vi arbejder tæt sammen over grænsen. For kun ved at stå sammen og tage afsæt i fælles styrkepositioner, kan vores forskelligheder omsættes til konkrete og forhåbentlig resultatrige projekter. Jeg forventer store strategiske satsninger inden for de syddanske fokusområder og mange effektfulde projekter med synlige resultater. Direkte involvering af virksomheder i projekterne er noget, jeg personligt har store forventninger til, når vi skal skabe yderligere vækst og udvikling i regionen”, lød det fra Carl Holst.
”Sammen kan vi mere og bedre”
Anke Spoorendonk har med sin slesvig-holstenske delstatsregering sat sig som mål at udvide og uddybe det dansk-tyske samarbejde.
”Når vi fremover vil måle kræfter med andre europæiske regioner eller metropolerne i nord og syd, så kræver det intensiveret og fokuseret samarbejde. Med det nye Interreg-program har vi et godt instrument for at kunne beholde strategisk fokus - eksempelvis på grøn energi, velfærdsteknologi, kultur- og kreative erhverv og på vores uddannelsessamarbejde”,
lød det fra ministeren.
Faktaboks
Interreg Deutschland-Danmark
Programperiode: 2014-2020
Programmidler: 672 mio. kr. fra den Europæiske Fond for Regionaludvikling
11 programpartnere: Region Sjælland, Region Syddanmark, kredsene Nordfriesland, Schleswig-Flensburg, Rendsburg-Eckernförde, Ostholstein og Plön samt byerne Kiel, Flensburg, Neumünster og Lübeck
Administration: Fælles Interreg-sekretariat i Kruså og forvaltningsmyndighed i Kiel (D).
Projektvejledning kan foregå overalt – i sekretariatet i Kruså eller lokalt hos projektaktøren, men også telefonisk, på mail eller via videokonference.
Ansøgningsfrister: De første ansøgningsrunder forventes at ligge i 1. kvartal 2015. Yderligere informationer findes på hjemmesiden www.interreg5a.eu.
Dette program medfinansieres af midler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling