Søg
 

671 millioner til enestuer, CT-scanner og helikopterlandingsplads

Pressemeddelelse: Onsdag d. 04. marts 2020

Region Sjælland vil bruge 671 millioner kroner på at styrke Nykøbing F. Sygehus yderligere til gavn for patienter og personale. Regionsrådet har i går besluttet, hvad pengene mere præcist går til.

​162 nye enestuer, en CT-scanner i Akutafdelingen, to ekstra operationsstuer, en tunnelforbindelse og en helikopterlandingsplads. Det er nogle af de nye faciliteter, som moderniseringen af Nykøbing F. Sygehus rummer, når det efter planen står færdigt i 2028.

 
- Nykøbing F. Sygehus er et af regionens fire akutsygehuse. Med moderniseringen af sygehuset lever det op til standarderne for et moderne akutsygehus. Det betyder bedre forhold for patienterne med enestuer, og bedre forhold for personalet med tidssvarende faciliteter som nye operationsstuer og en CT-scanner i Akutafdelingen, siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.

 
Første etape af moderniseringen af Nykøbing F. Sygehus blev taget i brug i 2018, hvor en ny sengefløj med 85 sengestuer med eget bad og toilet blev taget i brug. I går godkendte politikerne byggeprogrammet til den næste fase, som er de grundlæggende krav, Region Sjælland stiller til virksomhederne, der skal stå for moderniseringen.

 

Nye tider nye rammer

Tunnelforbindelsen på Nykøbing F. Sygehus bliver det første, der skal laves, og den forventes at stå færdig i foråret 2021. Tunnellerne sikrer en bedre logistisk sammenhæng på sygehuset. Byggeriet med nye enestuer begynder efter planen i efteråret 2021, men det vil blive noget af det første, der tages i brug i anden etape af moderniseringen.

 
- Fordelene ved enestuer er mange både for personale, patienter og pårørende. Du kan få besøg af din familie uden at genere andre eller skulle trække ud i en opholdsstue. Du kan blive undersøgt og behandlet inde på stuen, og det er nemmere at tage de svære samtaler, når der ikke er to eller tre andre, der lytter med. Jeg ser meget frem til, at Nykøbing Falster får et moderne akutsygehus til glæde for alle, siger Heino Knudsen.

 
Efter planen er akutsygehuset bygget helt færdigt med alle elementer i 2028. Nykøbing F. Sygehus er oprindeligt bygget i 1950erne, og selvom der i flere omgange er bygget om og til, er store dele af sygehuset ikke længere tidssvarende. Derfor skal der både renoveres, rives ned og bygges helt nyt på sygehusets område, som en del af den næste etape i moderniseringen af sygehuset.​

Vedhæftede filer

​Kontaktoplysninger for pressen

Heino Knudsen, 51 14 54 96
Pressevagten, 57 87 50 52
Oprettet
03.03.20
Opdateret
12.03.20
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52