Søg
 

2,4 millioner kr. til kulturlivet i Region Sjælland

Pressemeddelelse: Torsdag d. 22. september 2011

Nu får kulturlivet i Region Sjælland endnu en hjælpende hånd fra Region Sjælland, som har besluttet at give i alt 2.393.572 kr. til otte forskellige kulturprojekter i regionen.

Strategier for internationalt arbejde blandt regionens teatre, stor børneteaterf​estival og litteratur på en ny måde for børn og unge. Udvikling af musiktalenter, nye vikingeoplevelser og undervisningsmateriale om billedkunst og astronomi. VM i bænkpres på Lolland og internationalt udstillingssamarbejde. Otte projekter, der er meget forskellige, men som alle har til fælles, at de på en ny måde er med til at udvikle kulturlivet i Region Sjælland og skal gøre det attraktivt at være borger eller besøgende i regionen.

Musikalske talenter i Region Sjælland

Et af de støttede projekter er Musikalske Talenter i Region Sjælland. Her er alle musikskoler i regionen med Køge Musikskole i spidsen gået sammen om at afholde konkurrencer for unge musiktalenter fra regionens musikskoler. Det skal ske forskellige steder i regionen i løbet af 2012, og det vil være både inden for klassisk og rytmisk musik. Det betyder også et nyt, udvidet samarbejde med blandt andet spillesteder, festivaler og et musikensemble. Region Sjælland har støttet projektet med 216.500 kr.

- Musikskolerne i hele Region Sjælland får nu mulighed for at sætte fokus på og udforske det tværgående samarbejde mellem amatører, de professionelle musikere og koncertstederne i Regionen. Et samarbejde, som synliggør musikskolernes mange talentfulde børn og unge og samtidig sætter fokus hele det professionelle musikliv i Regionen fremadrettet, fortæller Lene Simonsen fra Køge Musikskole.

Udvikling af det regionale musikliv

I Region Sjælland mener man, at projektet falder godt i tråd med regionens indsats på kulturområdet og de mange regionale kulturprojekter, der er igangsat siden 2007:

- Musikalske talenter i Region Sjælland er et godt eksempel på et projekt, der støtter op om regionens ønsker om at skabe større indsatser med et regionalt perspektiv. Der er tale om et nytænkende kulturprojekt, hvor flere af regionens spillere går sammen på tværs af kommunegrænser og faggrænser og finder nye løsninger. De nye løsninger skal være med til at udvikle musiklivet - på flere fronter og på både kort og lang sigt, udtaler formand for Udviklingsudvalget Peter Jacobsen.

Region Sjælland er også ved at planlægge et fokusmøde om udvikling af musikfestivaler, hvor regionens musikfestivalarrangører kan mødes. Mødet skal give mulighed for, at de mange aktører kan udveksle erfaringer og danne netværk, så regionens musikfestivaler kan udvikles.

Næste frist for ansøgninger

Næste frist for ansøgning til de regionale midler er den 4. oktober 2011.

Oprettet
06.02.12
Opdateret
21.02.18
 

 Kontakt

 
Presseteamet
Alleen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52