Søg
 

Vækstkonferencen har selv vokseværk

Mandag d. 07. maj 2012

Flere deltagere end ved de tidligere udgaver af Region Sjællands vækstkonference. Større bredde blandt deltagerne med flere virksomheder. Stjerneglans fra udlandet med en australsk klynge-ekspert. Og naturligvis lagde ministeren også i år vejen forbi.

Region Sjællands årlige Vækstkonference har fået vokseværk og er ved at blive etableret som den begivenhed, hvor erhvervslivet, politikerne og institutionerne mødes for både formelt og mere uformelt at tjekke den aktuelle situation ud og kigge dybere i krystalkuglen for fremtiden.

Se billedreportagen fra konferencen på Gisselfeld her.


Klik på billedet for at se det i stort
Regionsrådsformand og formand for Vækstforum Sjælland, Steen Bach Nielsen, havde en fyldt sal at tale op, da han bød velkommen til konferencen.


Slagelses borgmester Lis Tribler var på plads fra konferencens start og ekviperede sig i overensstemmelse med forskrifterne med et navneskilt.


Slagelse-borgmesteren var langt fra ene om at repræsentere kvinderne. Næsten 100 af de 250 deltagere havde et personnummer med lige endetal.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn sørgede for, at regeringen også i år var til stede på konferencen. Sidste år var det daværende fødevareminister Henrik Høgh.


På oplægsholdersiden var kvinderne dog ikke helt så godt med, men direktør Tine Vinther Clausen fra Planteriet leverede til gengæld en af de punchlines, der bliver hængende lidt længere:- Frygten for fiasko må aldrig blive større end drømmen om succes!


Helt fra Australien kom Rodin Genoff. Managing Director and Industry Strategist står der på hans visitkort, og blandt ekspertiserne er massiv viden om klynger. Australieren afslørede også andre talenter, da han gik på scenen:  Han formåede at forene karisma og gestik i en grad, der overdøvede eventuelle sprogbarrierer på grund af oplægget på engelsk.


I lighed med sidste år var de gamle stalde bagest i konferencesalen omdannet til markedsplads, hvor forskellige institutioner og virksomheder præsenterede ideer, produkter og projekter.


Region Sjællands Bruxelles-kontor var med blandt udstillerne og bød blandt andet på en quiz-udfordring, hvor præmierne var chokolade-euros. Ved redaktionens slutning skulle man blot have 8 rigtige svar for at løbe med førstepræmien.


Niels Lunde, chefredaktør på Børsen, var konferencieren, der bandt hele arrangementet sammen.


Gry Dose Jarmer, selvstændig konsulent, bor i Rødovre og var en af de ikke-regionale deltagere i konferencen.

- Jeg abonnerer på Vækstforum Sjællands nyhedsbrev og blev opmærksom på konferencen her. Samtidig synes jeg, at Region Sjællands udspil Kompetenceparat 2020 er vildt spændende. Det matcher godt med de ting, jeg arbejder med, så også derfor meldte jeg mig til. Det har jeg ikke fortrudt, men hvis jeg må foreslå en forbedring, skulle det være at give iværksætterne og de små/mellemstore virksomheder bedre muligheder for at snakke sammen undervejs.


Helle Eckeroth, konsulent i Kommunernes Landsforening: - Jeg er kommet i dag for at se, hvad der sker i praksis i en region som Region Sjælland med strategier og handlingsplaner.

Og jeg har fået rar viden med hjem fra de konkrete cases, der er blevet præsenteret, viden, som jeg ikke ville have kunnet læse eller surfe mig frem til. 

Oprettet
07.05.12
Opdateret
09.05.12
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52
 

 Billeder fra konferencen