Søg
 

Nu rulles vacciner ud på de sociale institutioner til borgere i Region Sjælland over 65 år

Mandag d. 01. marts 2021

Nu kan borgere på 65+ år på sociale institutioner se frem til at blive vaccineret mod covid-19.

​I denne uge begynder vaccination af de ældste borgere på de sociale institutioner, der ligger i Region Sjælland. Regionen huser i alt 256 sociale institutioner. Det er nationalt besluttet, at institutioner med ældre borgere 65+ år med nedsat funktionsevne skal prioriteres. I Region Sjælland indfrier 101 institutioner de betingelser lige nu.

- Det glæder mig, at vi nu kan tilbyde vaccination til de meget sårbare borgere på vores sociale institutioner. Institutionerne har generelt beboere i alle aldersgrupper, men vi starter med dem, hvor der er flest beboere på 65+ år, siger Heino Knudsen, regionrådsformand, Region Sjælland.

Vaccinationen planlagt over de kommende uger

Vaccinationsindsatsen på de sociale institutioner starter i uge 9 og er planlagt over de kommende uger. Institutioner med 10 eller flere beboere på 65+ år vaccineres først. Herefter udrulles programmet til de øvrige institutioner.

Tæt samarbejde mellem region og kommuner

V​accinationen af beboerne på de sociale institutioner planlægges i tæt samarbejde mellem region, kommune og institution. Da institutionerne er forskellige, planlægges vaccinationsindsatsen efter borgernes behov.

- Det er godt, at vi i samarbejde med regionen kan lave målrettede løsninger. Nogle af institutionerne har ønsket, at vi kommer ud til dem og vaccinerer borgerne, mens andre vil transportere deres borgere til en lokal vaccinationsklinik i den pågældende kommune, fortæller Niels Hörup, formand for KKR.

De 256 sociale institutioner i Region Sjælland huser i alt 4.983 borgere.

- Rigtig mange borgere og deres pårørende har ventet med længsel på denne dag. Det glæder mig derfor meget, at vi nu i samarbejde med kommunerne er begyndt på denne særlige indsats, siger Heino Knudsen, Formand for Region Sjælland.​
Oprettet
01.03.21
Opdateret
01.03.21