Søg
 

TOP: Succes med hjælp til psykose gennem 10 år

Fredag d. 14. januar 2022

Gennem 10 år har borgere i Region Sjælland nemt kunne få hjælp og vejledning, hvis de selv eller nogle de kendte, oplevede symptomer på psykose.

TOP står for Tidlig Opsporing af Psykose, og gennem 10 år har borgere i Region Sjælland kunnet ringe direkte og anonymt til erfarne, psykiatriske sygeplejersker for hjælp og vejledning, hvis de selv eller nogle de kendte, oplevede symptomer på psykose. 

Mere end 3.000 mennesker har ringet til TOP-telefonen, og mere end 1.000 unge mennesker har været til samtale med TOP-teamet og har ad den vej fået hurtig hjælp til behandling. 

TOP-telefonen og TOP-teamet er en del af Kompetencecenter for debuterende psykose, som blandt andet understøtter indsatsen at for kvalificere behandlingen af psykose.

”Det vigtigste er selvfølgelig, at vi har fået kontakt til en masse unge mennesker og har hjulpet dem. Vi kan se på vores forskning, at vi i Region Sjælland ser patienterne tidligere end i andre regioner og dermed forkorter varigheden af ubehandlet psykose. Samtidig har Kompetencecenteret udviklet sig og hele tiden taget fat i nye områder. Vi er for eksempel blevet meget klogere på adfærd hos mennesker med psykose, på hjælpsøgende adfærd hos de unge og på betydningen af at inddrage familierne i behandlingen”, siger vicedirektør Søren Bredkjær.

Tidlig opsporing af psykose er vigtigt, fordi prognosen bliver bedre jo hurtigere sygdommen bliver opdaget.

Det lille håb

Nita Niclassen er en af de unge mennesker, hvis liv har ændret sig efter kontakt med TOP. Hun havde inden da været meget syg af sin psykose gennem flere år.

”Det der hjalp mig, var at blive genkendt og få at vide, at dét, jeg tumlede, var kendt, og at jeg kunne hjælpes. Jeg kan huske, at TOP gav mig det lille håb om, at der faktisk var nogle, der kunne hjælpe mig igennem det her. At der var andre, der havde det som mig – det var ikke deres første møde med én, der havde det som mig.”

Før Nita kom i kontakt med TOP, var hun så dårlig, at hun prøvede at tage livet af sig selv, og ifølge hende er det vigtigt, at mennesker omkring den syge kan tage fat i TOP:

”Jeg havde ikke på egen hånd opsøgt hjælp … jeg ville ikke begynde at undersøge ting og sager… jeg havde jo opgivet. Mit liv skulle jo ende.” 
I dag ser Nita lyst på fremtiden. Hun bor sammen med sin kæreste og skal i praktik som blomsterbinder – noget som hun håber at gøre til sin levevej. 

Hjælpen er der, når man føler sig mest alene

Elin er sygeplejerske i TOP-teamet og kan genkende Nitas fortælling fra mange af de unge, som får hjælp via TOP.

”De unge tror ikke, der er andre, der har det som dem. Så de føler sig så alene. Ofte kan de blot mærke, at noget er galt, men de kan ikke sætte ord på det eller finde sprog til det. Så kan vi hjælpe dem, fordi vi har set det så mange gange i så mange forskellige versioner. Det er befriende for dem at blive stillet spørgsmål, som matcher, hvordan de har det, for så opdager de, at der er andre, der har det på samme måde som dem – og at der er hjælp at få,” fortæller hun.

TOP-telefonen er åben alle hverdage fra kl. 8.30 – 15.30 på tlf. 47 32 79 00.







Oprettet
14.01.22
Opdateret
14.01.22