Til dagligt arbejder chefkonsulent Kirsten Kuhn med at forbedre og fremtidssikre Regionens sundhedsvæsen.
Nu er kontoret i Regionshuset i Sorø for en tid skiftet ud med en arbejdsstation hos os på medicinsk afdeling på Nykøbing F. Sygehus.
Her skal hun aflaste det faste personale og blandt andet holde styr på afdelingens nye 'runnere' - hjælpere, der aflaster vores sundhedsfaglige personale ved at klare en masse småopgaver som at opfylde depoter, tømme skraldespande og let oprydning og rengøring.
Beslutning lige til højrebenet
For Kirsten lå beslutningen om at bytte sit almindelige arbejde ud med en dagligdag hos os på Nykøbing F. Sygehus lige til højrebenet:
- COVID presser alle, og jeg vil rigtig gerne gøre mit for at hjælpe til. Samtidig er det for mig en fantastisk mulighed for at netværke og få ny viden, jeg kan bruge i mit almindelige job. Så selv om det er en svær situation, så er jeg sikker på, at jeg kommer hjem med masser af indsigt og inspiration til nye projekter.
Som led i Region Sjællands tiltag for at aflaste sygehusenes sundhedspersonale, hjælper medarbejdere fra andre regionale personalegrupper i den kommende tid med at løse administrative og serviceorienterede opgaver på regionens sygehuse.
Det giver vores læger, sygeplejersker, SOSU'er m.v. mere tid til at passe patienter.