Det lyder som en historie fra den satiriske RokokoPosten, men det er den skinbarlige sandhed, at de tre damer dukkede helt uindbudt op til 200 års fødselsdagsreceptionen på Næstved Sygehus i dag, og at de ubesværet minglede med såvel elegance som højt humør med de øvrige gæster.
De tre har nemlig historien med sig i forhold til dagens fødselsbarn, for sammen blev de uddannet fra Næstved Sygehus som sygeplejersker for præcis 50 år siden og har dermed også deres eget jubilæum at fejre.
- Og vi har altså holdt sammen lige siden. Vi ses fire-fem gange hvert år og har også vores familie med, selv om vi bor spredt rundt på Sjælland. I dag ville vi besøge museet her på sygehuset, men her var der lukket på grund af fødselsdagen, og så besluttede vi at droppe ind til receptionen i stedet, forklarede de tre sygeplejersker.
Faktisk var der også en fjerde 50 års jubilar fra samme hold med i partycrashingen, men hun var stukket af, da fotografen kom forbi...
Tre korte og så det lange, hurraaa...
Det var mere efter planerne, da regionsrådsformand Jens Stenbæk holdt den store hyldesttale til Næstved Sygehus lidt tidligere under receptionen.
Stenbæk fik flere gange latteren til at rulle i sit historiske tilbageblik. Blandt andet, da han fortalte om den første patient, der var indlagt før den officielle indvielse af sygehuset den 27. januar 1817, selv om man først fik leveret sengene til sygehuset i juni måned!
- Og jeg har læst mig til, at der var nogenlunde samme rammevilkår dengang som i dag. Det var et krav for etableringen af sygehuset, at der var to "duelige læger" ansat. Det ligner jo meget godt de krav, som Sundhedsstyrelsen stiller i specialeplanlægningen i dag...
Regionsrådsformanden kunne også fortælle om betydningen, da man opfandt nye og relativt skånsomme bedøvelsesmidler: - Det betød, at man kunne operere patienter uden at binde dem eller drikke dem halvt bevidstløse før operationen.
I det mere nutidige kig på Næstved Sygehus mindede Jens Stenbæk om sygehusets succeshistorier med for eksempel "Patientsikkert Sygehus" og LEAN-arbejdet, der begge er blevet bredt ud til resten af Region Sjælland. Og om fremtiden kom disse ord:
- Regionsrådet er ikke i tvivl om, at Næstved Sygehus også har en stor fremtid for sig, sagde Jens Stenbæk og lod det afsluttende, lange hurra række ud for de næste 200 år.
Lidt lækkerier til ganen er en fast bestanddel af enhver reception med respekt for sig selv, og fødselsdagsløjerne i Næstved i eftermiddag var ingen undtagelse her.
Også medarbejderne på sygehuset fik lidt ekstra lækkerier i dagens anledning. Der var kage til alle, hvilket vil sige små 3.000 stykker, for det sker trods alt ikke hver dag, at et sygehus runder de 200 år. Faktisk er Næstved Sygehus et af de ældste i Danmark.
De 200 år har tidligere overlæge på sygehuset, Mogens Scharling, skrevet en bog om (indsat på billedet), som alle receptionsgæsterne kunne få med hjem. Scharling er næstformand i bestyrelsen for Medicinsk-historisk Museum i Næstved og benyttede sin tale til at slå et slag for, at museet en dag kan få mulighed for at flytte ind i det såkaldte gule hus, den gamle inspektørbolig ud mod Ringstedgade, som i dag er den ældste, fungerende hospitalsbygning i Danmark.

Vagn Bach, sygehusdirektør anno 2017, stod ikke i sin tale tilbage for Jens Stenbæk, når det gjaldt humoren. Han havde blandt andet et eksempel med fra 1953, som dokumenterede den dedikation og det engagement, medarbejderne på sygehuset altid har haft:
- Der var dengang en "episode" med en patient, der forlog sygehuset i protest mod, at der ikke var cognac!
- Det førte til, at lederen af røntgenafdelingen skrev sådan til sygehusinspektøren, som titlen var dengang:
"For at undgå lignende episoder formoder jeg, at De allerede har truffet forberedelse til at undersøge, hvor store doser der er nødvendige for at holde på patienter og personale. Røntgenafdelingen stiller sig til rådighed for eventuelle forsøg".

Blandt dagens mange gæster var, naturligvis, Næstveds borgmester Carsten Rasmussen. Han lovede intranettets udsendte også at stille op om 50 år, når sygehuset runder næste store mærkedag.
- Men jeg kan ikke love, at jeg også er borgmester på det tidspunkt, tilføjede han.

Region Sjællands egne topfolk var ligeledes mødt for at være med til at hylde fødselaren.
Fra venstre ses regionsrådsmedlem Kirsten Devantier, regionens nye koncerndirektør Lone Lindsby, regionens administrende direktør Per Bennetsen og regionens anden koncerndirektør Lars Onsberg Henriksen. Næstyderst til højre er det regionsrådsmedlem Susanne Lundvald, og bag hende anes endnu et regionsrådsmedlem, nemlig Ellen Thomsen.

Receptionen blev holdt i Foredragssalen ved Herlufsvænge 14B, og hele indgangspartiet var udsmykket af gamle avisudklip og fotos, så man havde mulighed for at fordybe sig i den lange historie.

Og hvis man gik på kendis-jagt i de mange billeder, kunne man sagtens få et par trofæer med hjem. Her er det for eksempel et billede med Jørgen Poulsen, der både blev kendt som tv-journalist, politiker og generalsekretær for Røde Kors, som er "skudt" under et besøg på sygehuset.

Inden for sås også en lang række kendte ansigter i Region Sjælland. Her er det eksempelvis formanden for Patient- og Pårørenderådet på NSR, Bjarne Larsen, som lytter til en af talerne sammen med næstformand i MED-Hovedudvalget Jenny Heinrichs.

Jens Peter Steensen var direktør for sygehuset i begyndelsen af nullerne, og i samme periode var journalist Lisa Westengaard, der i dag arbejder i regionens presseteam, ansat som kommunikationsmedarbejder. De så ikke ud til at have noget imod at genopfriske gamle historier.

På Næstved Sygehus findes klubber for tidligere medarbejdere, og to formænd fandt sammen under receptionen. Birgitte Franck har arbejdet på sygehuset i 35 år som operationssygeplejerske, og hun er i dag formand for Seniorklubben, der er åben for alle medarbejdere. Jens Pagel er tidligere overlæge, og han er formand for Seniorlægeklubben - og i øvrigt også formand for kunstforeningen på sygehuset.
Herren her hedder Erling Nielsen, og han har i mange år haft sin faste gang på sygehuset, for han har været bloddonor siden 1962.
Men den første gang, han satte sine ben på Næstved Sygehus, var helt tilbage i 1939, hvor han som 5-årig blev indlagt og opereret for falsk strubehoste!
- Måske er jeg i virkeligheden en af allerældste patienter her, sagde Erling med et stort grin.

Mogens Scharlings bog var ikke den eneste, som receptionsgæsterne kunne få med hjem, for en spritny udgivelse om sygehuset og dets historie lå også frit fremme. Den er skrevet af journalist Lene Stærbo (tv.) - som i øvrigt tidligere har arbejdet på sygehuset - og har haft chefkonsulent Gitte Redkær i redaktørstolen. I midten manden bag bogens flotte grafik, Christian Schmidt.
Tekst og foto: Gert Ellegaard, Kommunikation, Region Sjælland