Søg
 

Tidligere medarbejdere retter urimelig kritik mod Slagelse Sygehus

Fredag d. 03. maj 2019

Medarbejderflugt og fare for patientsikkerheden er en del af en kritik, som fire tidligere anonymiserede medarbejdere retter mod Slagelse Sygehus. Men det er en misvisende kritik, lyder det fra både afdelingsledelsen og sygehusledelsen.

​Fire anonymiserede tidligere medarbejdere fra Akutafdelingen på Slagelse Sygehus udtaler i dag til TV2 Øst, at 21 medarbejdere fra afdelingen har sagt op på grund af dårlig ledelse. Samtidig påpeger de, at manglen på medarbejdere også går udover patientsikkerheden på Akutafdelingen. Men det er i den grad ikke et billede som Hanne Schjøning, ledende oversygeplejerske på Akutafdelingen, kan genkende:

- Det er et meget misvisende billede, som de tidligere medarbejdere kommer med. Jeg vedkender gerne, at der er enkelte medarbejdere, der er stoppet på grund af ledelsen. Men at sige det gælder for samtlige opsigelser i år, det er helt ude af proportioner, og der mangler dokumentation for deres påstand om, at det er samtlige 21 opsigelser, der bunder i dårligt arbejdsklima og manglende patientsikkerhed, siger Hanne Schjøning.

Samtidig understreger hun, at påstanden om, at patientsikkerheden er i fare, må stå helt for de fire medarbejderes egen regning:

- Det er patientsikkert at være patient på Akutafdelingen på Slagelse Sygehus. Vi har et system, som fungerer. Når hændelser eller nærved hændelser opstår, så drager vi læring og derved øger kompetenceniveauet, siger Hanne Schjøning.

Rekrutteringsudfordringerne bliver løst

Vicedirektør for Slagelse Sygehus, Anne Grethe Larsen, erkender, at Akutafdelingen er ramt af rekrutteringsudfordringer, som det er gældende for stort set samtlige sygehuse i Danmark:

- Vi mangler også sygeplejersker på Akutafdelingen på Slagelse Sygehus. Det går ud over vores medarbejdere, at vi har disse ledige stillinger, og det er noget afdelingsledelsen kæmper med kontinuerligt. Men det hjælper ikke på situationen, at vi skal forsvare os mod sådanne urimelige og udokumenterede anklager i pressen og af pressen. Vi har alle en fælles opgave på tværs af ledelse og medarbejdere, herunder de faglige organisationer. Det drøfter vi løbende, og det er en drøftelse, vi gerne vil invitere til skal fortsætte. For løsningen er ikke at tale en afdeling ned, siger Anne Grethe Larsen.

Anne Grethe Larsen peger på, at en så stor afdeling som Akutafdelingen på Slagelse Sygehus altid vil opleve medarbejdere, der stopper af forskellige årsager, men at der samtidig også ansættes nye:

- Det er en helt fair grund at søge væk fra en hvilken som helst afdeling, hvis man eksempelvis ikke trives med ledelsen. Det er også forventeligt, at når en ny ledelse træder til, så vil der være medarbejdere, som skifter job. Men det er urimeligt over for de medarbejdere, som stadig er på afdelingen og trives, at melde en sådan negativ påstand ud offentligt, uden at der er belæg for det, siger Anne Grethe Larsen.

Ny ledelse og nye initiativer

Der er en fornyelse af ledelsesfronten i gang på Slagelse Sygehus. Blandt andet er der ved at blive ansat en ny sygehusdirektør. Den midlertidige, konstituerede sygehusledelse, har konstitueret en ny ledende overlæge, og har dermed sikret en forstærket ledelse af Akutafdelingen på Slagelse Sygehus. Den nye afdelingsledelse har ligeledes allerede igangsat flere initiativer for at komme rekrutteringsproblemerne til livs:

- Som situationen er i hele Danmark lige nu, så er der stor mangel på sygeplejersker. Så alle sygehuse kæmper for at få sikret medarbejdere. Jo længere væk fra de store byer sygehuset ligger, jo sværere er det at tiltrække medarbejdere. Så der skal tænkes ud af boksen, hvis vi skal lokke medarbejdere til. Der er netop ansat tre nye, og samtidig forventer vi, at initiativerne, vi har iværksat, gerne skulle give flere medarbejdere hen over sommeren, siger Anne Grethe Larsen.

Hanne Schøning håber på et mere positivt billede af jobbet som sygeplejerske, og at der i stedet kunne fokuseres på det store arbejde, som afdelingens medarbejdere hver dag udfører:

- Hvorfor er det altid kun de kritiske der bliver hørt? Der er hver dag glade medarbejdere, som møder ind på Akutafdelingen på Slagelse Sygehus og er glade for deres job og gør en stor indsats for at hjælpe vores borgere i kritiske situationer. Hvis virkeligheden virkelig er, som beskrevet i TV2 Øst, så havde vi ingen ansatte, siger Hanne Schønning.

Fakta:

For at sikre driften og løse rekrutteringsudfordringer har afdelingen iværksat følgende:

  • Forstærket afdelingsledelsen ved at ansætte ny konstitueret ledende overlæge.
  • Etableret 'Fremtidsværksted', hvor medarbejdere får rum og lejlighed til at drøfte og bidrage til at sætte retning for værdier og arbejdsmiljø på afdelingen.
  • Generelt større fokus på medarbejdertrivsel, bl.a. ved at gøre trivsel til en fast KPI.
  • Fokus på samarbejdet mellem sygehusets afdelinger for at sikre et godt patientforløb.
  • Øget kompetenceudvikling og introforløb for sygeplejersker på afdelingen.​​
Oprettet
03.05.19
Opdateret
03.05.19