Siden 4. marts er ukrainske
flygtninge, der ankommer til Danmark med busser og i
biler, blevt taget imod af Politiet i Rødby. En vigtig
del af det første møde med Danmark er den sundhedshjælp, Region Sjælland sørger
for. Containere med små behandlingsrum udgør de primitive rammer sammen med et
alt-i-et-rum, der fungerer som kontor, kaffestue og omklædning for personalet.
- Vores vigtigste opgave er at finde de
flygtninge, der har brug for hjælp. Der er altid en sygeplejerske og andet
personale klar til at hjælpe, og læger fra e-hospitalet og lægevagten er back
up ved behov. Vi tager os mest af "vintersymptomer" som feber, snot
og hoste efter lang tid i kulden, men der er også mennesker, der er
overbelastede eller kronikere, der mangler medicin, forklarer Bettina Grønvald
Tomczyk, der udover sin rolle som
behandlersygeplejerske også koordinerer indsatsen. Hun fortsætter:
- Dem, der har akut behov, skal have hjælp med det samme. Nogle visiterer vi
til behandling på et sygehus. Derudover skal flygtninge med kronisk sygdom
eller andre helbredsmæssige problemer vide, hvordan de fremadrettet kan få
hjælp i det danske sundhedsvæsen.
Krisehjælp
og adskillelse
Flygtningene er naturligvis påvirkede af
situationen. Mange har forladt deres mænd og sønner. Mistet familiemedlemmer
eller venner. Eller set deres hjem blive ødelagt i krigen. Alligevel udviser
kun få traumatiseret adfærd ved ankomsten til Danmark. Mange er lette lettede
over at være i sikkerhed.
Når sundhedspersonalet spørger ind til,
hvordan de har det, står det hurtigt klart, at de er psykisk belastede.
- De har en følelse af tab, fordi de har
efterladt dem de elsker i Ukraine, og fordi fremtiden er uvis. Når der er behov
for psykologisk krisehjælp, har vi mulighed for at trække på Region Sjællands
kriseberedskab og vi er i gang med at sikre kompetencer i Rødby til at håndtere
kommunikation med og hjælp til traumatiserede flygtninge, siger Bettina
Grønvald Tomczyk.
Hun oplever, at familierne har stort behov for tryghed. Det kommer blandt andet
til udtryk ved, at de vil skilles, når et familiemedlem skal undersøges. Heller
ikke selv om det blot er en lukket dør, der er mellem dem.
- Vi tager hele familien med ind i
behandlingsrummet selv om pladsen er trang. De er angst for at blive adskilt,
og det er et vigtigt budskab til vores personale, at vi skal lade dem blive
sammen.
Det er forventningen, at behovet for krisehjælp vil stige, og at flere
flygtninge får brug for krisehjælp, når de er kommet på plads i Danmark.
Særligt hvis krigen i Ukraine trækker ud.

Der er to containere indrettet med
behandlingsrum og et lille depot. Containerne er placeret hos Sydsjælland og
Lolland-Falsters Politi i Rødby, hvor afdelingen for udlændingekontrol ligger.
Forskel
på Danmark og Ukraine
Der er risiko for, at flygtningene ikke
opsøger hjælp eller afstår at få hjælp, fordi de forventer at blive opkrævet
betaling på forskellige måder og ikke har råd.
- Vi havde en mor forleden, hvis barn var
ramt af en smitsom og alvorlig sygdom og blev hentet i ambulance. Hun var
selvfølgelig bekymret for sit barn, men det viste sig, at hendes stærke,
følelsesmæssige reaktioner i høj grad også skyldtes, at hun var bekymret for,
at hun ville blive opkrævet betaling i ambulancen eller på sygehuset. Det var
en stor lettelse for moren, da det endelig gik op for hende, at hun kunne have
tillid til os. At hun ikke ville blive mødt med krav om betaling for hverken
ambulancekørsel, behandling eller andet, fortæller Bettina Grønvald Tomczyk.
Region Sjælland har af samme årsag sørget
for, at der bliver udleveret flyers med information på ukrainsk i Rostock og
Puttgarden inden færgeoverfarten til Danmark. Håbet er, at mange flygtninge
allerede der bliver opmærksomme på de gratis sundhedstilbud i Danmark. Og
naturligvis, at de har tillid til, at det reelt er gratis i modsætning til,
hvad de kan opleve i hjemlandet.
Kommunikation
og oplysning
Sproget er generelt ikke en udfordring.
Mange taler nemlig hæderligt engelsk, og der en tolk med i de store busser
ligesom Politiet i Rødby har tilknyttet tolke. Alligevel er god kommunikation i
fokus.
- Det er vigtigt, at flygtningene forstår,
hvordan de kan få sundhedshjælp i Danmark, så deres situation ikke forværres.
Udover den hjælp vi giver her og nu, skal de også vide, at der altid er hjælp
at hente, men at det er deres eget ansvar at kontakte sundhedsvæsenet, hvis de
har behov, fortæller Bettina Grønvald Tomczyk.
Forleden ankom en højgravid kvinde med 14
dage til termin. Som alle andre ukrainere er hun ydmyg og rækker ikke hånden
frem efter danske ydelser. Hun havde naturligvis behov for at vide, hvordan hun
kan få hjælp til sin fødsel, og det sørgede personalet i Rødby for.
Et vigtigt budskab til medarbejderne i det
danske sundhedsvæsen, og danskerne generelt, er derfor at hjælpe de ukrainske
flygtninge med information om, hvordan de kan komme i kontakt med
sundhedsvæsenet uanset hvad det drejer sig om.

Bettina
Tomczyk i et af de små behandlerrum på et par kvadratmeter, hvor der akkurat er
plads til en briks, et arbejdsbord og det mest nødvendige udstyr.
Klar
til større indsats
I øjeblikket er Medical Center i Rødby
bemandet fra kl. 9-21, men tilbuddet kan udvides på opfordring fra Politiet.
Det er nemlig Politiet, der har ansvaret for beredskabet og dermed de
overordnede rammer for den sundhedshjælp, Region Sjælland skal yde.
- Vi tilpasser os Politiets vurdering, og
vi kan med 24 timers varsel tilbyde sundhedshjælp i døgndrift med de fornødne
kompetencer. Vi mærker i øjeblikket et tiltagende behov, siger Bettina Grønvald
Tomczyk.
Bemandingen i Rødby kommer blandt andet
fra personale, der er tilknyttet test- og vaccinationscentrene i Region
Sjælland. Læger fra e-hospitalet står til rådighed alle dage fra kl. 8-22, og
lægevagten dækker resten af døgnet.