Regionsrådet i Region Sjælland er rykket ud af Regionshuset i Sorø for at holde sit maj-møde på Sjællands Universitetshospital.
Inden selv regionsrådsmødet bliver medlemmer af Regionsrådet vist rundt i den nybyggede del af Sjællands Universitetshospital, som snart står over for at skulle indrettes med hospitalsudstyr og modtage patienter.
Formanden er glad
Klokken 16 begynder Regionsrådsmødet i universitetshospitalets vandrehal.
- Jeg er rigtig, rigtig glad for, at vi kan komme ud og gøre opmærksom på det store arbejde, som vi laver i Regionsrådet. Vi har en stor geografi med 800.000 borgere, som vi levere velfærdsydelser til, og Regionsrådets arbejde må gerne blive endnu mere nærværende og synligt for borgerne og Region Sjællands 19.000 medarbejdere, siger Heino Knudsen, der er formand for Regionsrådet.
2. næstformand i Regionsrådet, Jacob Jensen, synes, det er glimrende, at det kan lade sig gøre at komme ud.
- Jeg synes, det er godt, vi kan komme ud at se vores store byggeprojekter, som supersygehuset i Køge, møde medarbejdere og borgere og gøre vores arbejde mere synligt, siger han.
Borgerinddragelse
1. næstformand, Anne Møller Ronex, tror, at det giver signalværdi, at politikerne i Regionsrådet samles på de sygehuse, som de driver. Hvilken gevinst det giver, er hun i tvivl om.
- Jeg mener, at tiltag med borgerinddragelse, hvor der er en mulighed for dialog, vil have en større effekt. Det er svært at have en dialog med borgerne eller medarbejderne på et regionsrådsmøde, siger hun.
Anne Møller Ronex vil hellere arbejde for borgerinddragende initiativer med dialog i tilknytning til sygehuse og institutioner i Region Sjælland frem for at holde flere regionsrådsmøder ligesom det på Sjællands Universitetshospital.
Evaluering
Både Heino Knudsen og Jacob Jensen håber, at det bliver muligt at holde flere regionsrådsmøder ude af Regionshuset i Sorø.
- Det skal ikke være hver gang, vi holder møde, men en gang i mellem, når det giver mening, siger Jacob Jensen.
Heino Knudsen kunne godt tænke sig at holde regionsrådsmøder ude af huset for eksempel et par gange om året. Først skal mødet på Sjællands Universitetshospital evalueres.
- Nu prøver vi det af, så må vi se, hvordan det går. Om det kan være med til at gøre Regionsrådets arbejde mere synligt for borgere og medarbejdere, siger regionsrådsformanden.