Søg
 

Regionsdirektør rykker fra Region Sjælland til Københavns Kommune

Fredag d. 16. december 2022

Efter mere end 25 år i først Storstrøms Amt og siden Region Sjælland skifter regionsdirektør Per Bennetsen nu regionen ud med en stilling som administrerende direktør i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.

​Det er en markant profil og kapacitet, som nu stopper i Region Sjælland for at tiltræde et nyt job i Københavns Kommune. 51-årige Per Bennetsen har tilbragt mere end 25 år i først Storstrøms Amt og fra 2007 i Region Sjælland.

I Storstrøms Amt arbejdede han med Femern Bælt og dernæst som direktionssekretær og sekretariatschef. Han stod i spidsen for arbejdet med strukturreformen og var på den måde med til at bygge Region Sjælland op fra bunden. Han blev ligeledes ansat som Region Sjællands allerførste medarbejder.

I Region Sjælland har han været sekretariatschef, koncerndirektør med fokus på regional udvikling, socialområdet og det nære sundhedsvæsen, og siden 2016 har han været regionsdirektør med ansvar for regionens 20.000 ansatte og et budget på 21 milliarder kroner.

Ked af at sige farvel

Regionsrådsformand Heino Knudsen er ked af at skulle sige farvel til Per Bennetsen som topdirektør i regionen.

- Jeg ønsker Per stort tillykke med de nye udfordringer i Københavns Kommune, hvor jeg er sikker på, at han også vil gøre en stor positiv forskel. Jeg har sat pris på vores meget tætte samarbejde, og kommer til at savne Pers politiske tæft, hans eminente evne til at samarbejde på tværs af regionen og utrættelige fokus på at udvikle Region Sjælland til fordel for borgere og patienter. Med sin personlighed, faglighed og stærke kommunikative evner har Per på fornem vis håndteret hele regionens store palette af opgaver med et spænd henover sundhed, psykiatri, socialområdet og regional udvikling, siger Heino Knudsen.

Regionsrådsformanden fremhæver også, at Per Bennetsen har haft et stærkt fokus på at modernisere og specialisere regionens sundhedsvæsen med Sjællands Universitetshospital som en spydspids i regionens sygehusplan.

- Under Pers ledelse har regionen forbedret sig markant indenfor de nationale mål for sundhedsvæsenet på blandt andet kræftområdet og udredningsret. Det samme gælder udviklingen af nære sundhedstilbud, der rykker sundhedsvæsnet tættere på borgeren i overensstemmelse med Regionsrådets strategi, siger Heino Knudsen.

Sikker hånd på kritiske sager

Regionsrådsformanden understreger, at Region Sjælland i Per Bennetsen også har haft en sikker hånd på regionens svære og kritiske sager.

- Per har haft en sikker hånd på at lede os gennem vores svære perioder og sager. Det gælder også årene med Covid-pandemi, hvor vi på kort tid og på tværs af hele organisationen lykkedes med at omstille sundhedsvæsenet til at tage sig af patienter med corona. Per har også haft et vedholdende fokus på sammen med Regionsrådet at rejse de udfordringer, som vi har i Region Sjælland. Det gælder ikke mindst udfordringen med, at vi i Danmark har en geografisk ulighed på sundhedsområdet. Vi arbejder hårdt for, at borgere i Region Sjælland skal have samme og lige adgang til sundhedstilbud, som man har i resten af landet, siger Heino Knudsen.

Privilegeret og glad

Per Bennetsen stopper med udgangen af februar 2023 stillingen som regionsdirektør i Region Sjælland, og den 1. marts tiltræder han sin nye stilling som administrerende direktør i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.

- Jeg har været utroligt privilegeret og glad for min tid i Region Sjælland og må indrømme at jeg er noget berørt over at skulle sige farvel. Jeg er stolt over organisationen og vores 20.000 medarbejdere, som er gjort af et helt særligt stof, og som alle insisterer på, at regionens borgere skal behandles godt og ordentligt. Jeg vil gerne takke alle medarbejdere, samarbejdspartnere og regionens politiske ledelse for et godt, tillidsfuldt og konstruktivt samarbejde gennem mine år i Region Sjælland, siger Per Bennetsen.

Region Sjælland arbejder nu hen imod at genbesætte stillingen som regionsdirektør.

- Vi skal nu finde en ny regionsdirektør, som skal tage fat på de mange spændende opgaver, der ligger foran os. Der er lagt nogle solide trædesten ud for de kommende år, hvor vi ikke mindst skal have realiseret Regionsrådets strategi og vores 12 borgerløfter. Vi er i Region Sjælland også meget langt i arbejdet med at styrke samarbejdet med kommuner og praktiserende læger om at levere nære sundhedstilbud. Det arbejde skal videreføres. Vi skal også udvikle Psykiatrien med en ny 10-års plan. Og så er det en kendt sag, at vores sygehuse og øvrige sundhedsvæsen står i et enormt pres med lange ventelister efter corona-pandemien. Vores nye regionsdirektør bliver en vigtig spiller i at tænke nyt og udvikle fremtidens sundhedsvæsen i Region Sjælland til gavn for vores borgere, siger Heino Knudsen.​​
Oprettet
16.12.22
Opdateret
16.12.22