Søg
 

Region Sjælland skal have ny it-direktør

Tirsdag d. 03. maj 2022

1. juli skruer Per Buchwaldt ned for arbejdslivet og træder tilbage som it-direktør i Region Sjælland. Torben Søe Petersen konstitueres i stedet i stillingen.

​​Per Buchwaldt stopper 1. juli som it-direktør i Region Sjælland​​​​​

Han har stået i spidsen for it- og digitaliseringsområdet i Region Sjælland siden 2013, men 1. juli i år stopper 67-årige Per Buchwaldt som it-direktør.

Efter knap 10 år i regionen, hvor der har været fokus på at bruge informationsteknologi til at styrke sundhedsvæsenet, ønsker han at bruge færre ​timer på arbejdet.

- It og digitalisering spiller i dag en stor og afgørende rolle i udviklingen af sundhedsvæsenet, og det er til gavn for både personale, patienter og pårørende. For eksempel ved at bidrage til en bedre behandling eller ved at gøre det muligt at få viden om behandlingsforløb. Per Buchwaldt har spillet en nøglerolle i den digitale udviklingsrejse, så vi i dag står langt stærkere og på et mere stabilt it-grundlag i Region Sjælland. Vi skylder Per Buchwaldt en stor tak for indsatsen, siger regionsdirektør Per Bennetsen.

It understøtter personalet i behandlingen af patienterne

Per Buchwaldt har siden han var 27 år haft lederstillinger på it-området i forskellige offentlige og private virksomheder. Foruden Region Sjælland har han blandt andet arbejdet i Deloitte og været it-direktør i Alm. Brand. Og undervejs har han også i en årrække været formand for Danmarks største forening for it-professionelle, DANSK IT.

Arbejdet med digitalisering af sundhedsvæsenet har gjort stort indtryk på den afgående it-direktør, der ser tilbage med glæde på de knap 10 år i Region Sjælland.

- Vi har i Region Sjælland foretaget mange ændringer og opnået mange resultater. Region Sjælland er et godt sted i forhold til it og digitalisering. Mange store it-projekter er sat godt i søen, og mange er også godt afsluttet. Så lysten er der egentlig til at fortsætte, men når man kigger på min dåbsattest, nærmer jeg mig de 68 år, så tiden er rigtig nu, siger Per Buchwaldt og forklarer videre:

- Vi har gennemført og implementeret Sundhedsplatformen på rekordtid i Danmark. Ikke uden bump og vanskeligheder, men sådan er det, når store forandringer skal realiseres. Det nemmeste ville være blot at understøtte en uændret hverdag, men med Sundhedsplatformen har vi skabt fundamentet for et datadrevet sundhedsvæsen på næste niveau. Det er jeg stolt af. Samtidig er jeg stolt af at have bygget en rigtig og professionel it-organisation op, som kan fortsætte rejsen med de nye digitaliseringsprojekter, vi har sat i søen. Projekter omkring billeddiagnostisk, digital patologi og på laboratorieområdet vil forbedre diagnostikken og hjælpe personalet med at tage sig bedst muligt af patienterne, siger den snart afgående it-direktør.

Konstitueret direktør kommer fra egne rækker

Per Buchwaldt er oprindelig uddannet civilingeniør i optimeringsmatematik fra DTU og har suppleret med HD i finansiering på Copenhagen Business School.

Ud over at få mere tid til oplevelser, rejser og meget andet, vil Per Buchwaldt fortsætte arbejdslivet på deltid – formentlig som ekstern rådgiver.

Torben Søe Petersen, der er it-chef for området Forretningsdialog i Region Sjælland, konstitueres i stillingen som it-direktør fra den 1. juli 2022 og til udgangen af året. Stillingen bliver slået op efter sommerferien.

Oprettet
03.05.22
Opdateret
03.05.22