Søg
 

Region Sjælland strammer op på råstofgrave

Tirsdag d. 20. november 2018

Råstofgravene har travlt med at levere grus og sten til boomende byggebranche, men det giver flere naboklager. Region Sjælland har sat antallet af tilsyn markant i vejret.

​   
Der er godt gang i byggeriet, og det har fået Region Sjælland til at stramme op på sine tilsyn med de 62 råstofgrave, som ligger rundt omkring i regionen. For reglerne om, hvor der må graves og hvor meget der må larmes, skal overholdes. Også selvom der er travlt i råstofgravene med at levere grus, sten og andre råstoffer til byggebranchen, understreger Peter Jacobsen, som er formand for Region Sjællands udvalg for Teknik, Infrastruktur og Miljø.
 
- Vi skal passe på miljøet og på drikkevandet, og råstofgravene skal tage hensyn til deres naboer. Derfor har det været vigtigt for mig at få strammet op på tilsynene. Jeg er meget tilfreds med, at vi i år har sat antallet af tilsyn med råstofgravene markant i vejret, siger Peter Jacobsen.
 
Frem til efterårsferien har regionens miljøfolk været på tilsyn mere end 40 gange i områder, hvor der graves efter grus, sten og andre råstoffer. Det er mere end i hele 2017, hvor der blev foretager 33 tilsyn med råstofgravene. Tallet for 2018 ventes at blive endnu højere. Region Sjælland har i alt cirka 30 planlagte tilsyn med råstofgravene i kalenderen i år. Dertil kommer de akutte tilsyn, som for eksempel kan skyldes regionens behandling af ansøgninger eller henvendelser fra borgere, som ikke mener, råstofgravene overholder deres gravetilladelser.
 

Rykker hurtigt ud

 
-  Vi kan tydeligt mærke, at der er pres på i råstofgravene, for vi får mange klager fra naboer over larm. Det kan være om morgenen, hvor arbejdet i råstofgraven begynder tidligere end det plejer, eller det kan være støj på usædvanlige tidspunkter i løbet af dagen. Vi tager borgerhenvendelser meget alvorligt og lægger vægt på at rykke hurtigt ud og få løst problemerne. Men når det er sagt, så er der brug for, at råstofgravene kan få lov til at være her, og det kan altså ikke undgås, at man som nabo kan mærke, at der ligger en grusgrav i nærheden, siger Peter Jacobsen.
 
Regionerne overtog opgaven med at behandle ansøgninger om gravetilladelse pr. 1. juni 2014. I perioden frem til 2016 havde Region Sjælland særligt fokus på at komme igennem bunken af igangværende sager og ventende ansøgninger. I 2017 tog regionen fat på at sætte tilsynene mere i system. I første omgang blev det besluttet, at alle råstofgrave skal have et planlagt tilsyn mindst hvert tredje år. Fra i år er der sat mere turbo på tilsynene, og alle store råstofgrave får nu planlagt tilsyn hvert eneste år. Her bliver alle gravetilladelserne i råstofgraven gennemgået grundigt, og det foregår i en god dialog med råstofgravenes ejere og medarbejdere, understreger Peter Jacobsen:
 
-  Vi tror på, at meget kan tages i opløbet, når vores miljøfolk og folkene i råstofgravene mødes jævnligt og får talt sammen. Det gælder både de planlagte tilsyn, og de mere akutte sager, siger han.
 
Oprettet
20.11.18
Opdateret
20.11.18
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52