Søg
 

Psykiatrisygehus i Slagelse indviet

Mandag d. 24. august 2015

H.K.H. Kronprinsesse Mary klippede i dag den røde snor til Region Sjællands nye psykiatrisygehus i Slagelse. Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde roste sygehuset for at være en drivkraft for forskning og innovation på sundhedsområdet.

På trods af morgenens tordenbyger, var der en mindre forsamling af lokale dagplejebørn, der glædede sig til at se Kronprinsesse Mary, da hun ankom til det nye Psykiatrisygehus i Slagelse.

De ventede ikke forgæves, og der var stor glæde, da regionsrådsformand Jens Stenbæk bød H.K.H. Kronprinsessen velkommen på den røde løber.
 

indgang.JPG
Regionsrådsformanden byder velkommen til H.K.H. Kronprinsessen sammen med medlem af Brugerpanelet for Psykiatrien Mary-Ann Hansen.

I sin åbningstale sagde regionsrådsformanden, at målet nu var nået: Det nye sygehus står færdigt, men det er i virkeligheden først nu, den egentlige rejse begynder.

Han understregede, at rammerne er på plads, og at de er i verdensklasse. Men også, at de dygtige medarbejdere nu skulle udfylde rammerne, så glæden og begejstringen på den officielle åbning kan komme patienterne til gavn. 
 
 

tale_stenbæk.JPG
Vi har bygget Danmarks mest moderne psykiatrisygehus, siger regionsrådsformanden.

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde var også fuld af både begejstring og ros i sin tale ved indvielsen: Hun anerkendte Region Sjælland for på fornemste vis at have formået at leve op til det store ansvar, regionen har påtaget sig, sådan at der i dag kunne indvies et nyt psykiatrisygehus i absolut verdensklasse.

Ministeren roste byggeriet for at være et hus, der både er ualmindelig smukt og rart at være i, og som der er god grund til at være stolt af. 


H.K.H. Kronprinssen med regionsrådsformand Jens Stenbæk, sundheds- og ældreminister Sophie Løhde og regionsrådsmedlem Kirsten Devantier, formand for psykiatriudvalget.

Banebrydende byggeri

Psykiatrisygehuset er kendetegnet ved nytænkende arkitektur og indretning. Psykiatrisygehusets patienter skal bo i huse i ét plan med udsigt til frodige gårdhaver og stillehaver.

Lys bliver også et vigtigt led i behandlingen, og der er udviklet et særligt intelligent og naturtro LED-lys.

Der er kunst, farver og poesi på væggene, ligesom patienterne får glæde af et vandmiljø med spabobler og en bred vifte af sports- og motionsaktiviteter. Det sidste var H.K.H. Kronprinsessen vældig interesseret i, og hun spurgte meget ind til patienternes mulighed for at dyrke motion.

Ren optur

Kvalitetschef i Psykiatrien, Tom Johansen var med bag scenerne, da det store presseopbud ventede på Kronprinsessen i én af psykiatrisygehusets nye idrætshaller.

Han gav et indblik i, hvordan det føles at stå bag scenerne til den officielle indvielse, når man har arbejdet hårdt på at realisere en vision siden 2008: Det føles rigtig godt! Det er en rigtig god dag og ren optur. Selvom det har været en lang proces og hårdt til tider, så er det fantastisk at nå til i dag.

Tom Johansen understregede, at det nu bliver spændende at se, hvordan medarbejderne kommer til at fylde rammerne ud. Men personligt er han sikker på, at man kun bliver inspireret af at arbejde i så smukke omgivelser.

 tom johansen2.JPG
Kvalitetschef i Psykiatrien Tom Johansen havde en rigtig god dag - den var længe ventet.


FAKTA

Godt 200 inviterede gæster var med til indvielsen af det nye psykiatrisygehus.

Offentligheden får også adgang til det nye psykiatrisygehus, Fælledvej 6, 4200 Slagelse, under et åbent hus-arrangement søndag den 30. august kl 10-13.

Hver femte dansker får i løbet af livet en psykisk sygdom, og hver anden danske familie kommer på et tidspunkt i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem. Fire ud af fem patienter behandles ambulant og det er kun hver femte psykiatriske patient som indlægges.

Psykiatrisygehusets 194 sengepladser vil blive fordelt på 114 almenpsykiatriske pladser, 50 retspsykiatriske pladser samt 30 pladser til Sikringsafdelingen, som i dag er placeret i Nykøbing Sjælland. Sygehuset har akutmodtagelse, ambulante behandlingsfunktioner, faciliteter til forskning og bliver arbejdsplads for cirka 650 ansatte.

Oprettet
24.08.15
Opdateret
26.09.19