Søg
 

Opsigelse af aftale med SOS International A/S om kviktest i Region Sjælland

Søndag d. 07. februar 2021

Region Sjælland har sammen med de øvrige regioner opsagt kontrakten med SOS International om kviktest. Målet om 20 km til nærmeste teststed gælder fortsat, men næste uge bliver en overgangsperiode med færre kviktests.

​Regionerne har søndag besluttet at opsige kontrakten med SOS International om at levere kviktests i blandt andet Region Sjælland. En beslutning, som Region Sjælland anser som nødvendig:

- Borgerne og virksomhederne skal kunne stole på, at kviktest foretages på forsvarlig vis, at sundhedsdata behandles ordentligt, og at indgåede aftaler overholdes. Vi er tilfredse med, at der bliver handlet hurtigt, når det nu ikke kunne være anderledes, siger Anne Hjortshøj, enhedschef i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.

Den kommende uge bliver en overgangsperiode, hvor både SOS International og Falck vil bidrage til opgaverne med at kvikteste. Region Sjælland vil mandag tage kontakt til Falck for at sikre en smidig overgang.

Fra mandag den 15. februar vil Falck stå for opgaven i Region Sjælland frem til, at der er gennemført et nyt udbud. Herfra forventer Region Sjælland, at regionens testplan kan realiseres.

- Vi vil hurtigst muligt kontakte kommunerne i regionen og de virksomheder, som regionen har viderehenvist til SOS International med henblik på kviktest. Vi må desværre forvente, at en del af de aftalte besøg ikke vil blive afviklet som planlagt. Desuden vil vi mandag tage kontakt til Falck, så vi sammen kan danne os et overblik over, hvordan vi bedst kan hjælpe de virksomheder, som har behov for kviktest på arbejdspladsen. Det kan heller ikke udelukkes, at nogle af SOS’ kviktestcentre vil være lukkede i den kommende uge. Vi beder om tålmodighed og forståelse for, at Falck lige skal have mulighed for at komme godt ind i opgaven, siger Anne Hjortshøj.

Region Sjællands 6 testcentre og 11 teststeder med PCR-test, hvor man podes i halsen, fungerer som normalt. Teststederne udvider fra mandag åbningstiderne til også at omfatte aftenåbning to dage ugentligt. Der er ledige tider, og regionen vil i den kommende uge udvide antallet af tider på de lokationer, hvor efterspørgslen er størst. Regionens testbiler vil også fortsat køre ud til virksomheder og lokalområder, hvor der er konstateret udbrud af COVID-19.

Overgangen til ny leverandør af kviktest har ingen betydning for Region Sjællands testplan, hvor målet fortsat er, at der skal være højest 20 km til nærmeste teststed.​

FAKTA

  • Regionerne har den 7. februar opsagt alle kontrakter med SOS international om kviktest i Region Midtjylland, Region Nordjylland og i Region Sjælland. Samarbejdet med SOS’ underleverandør Medical Nordic bringes til ophør straks. Kontrakterne ophæves pga. væsentlig misligholdelse, herunder kvalitetsproblemer og kapacitetsproblemer.
  • Regionerne er i dialog med regeringen og kommunerne for at finde ud af, hvordan opgaven med at antigenteste borgere bedst muligt udbydes fremadrettet. I den forbindelse vil forskellige modeller blive overvejet.
  • Et nyt udbud vil blive offentliggjort hurtigst muligt.
  • I Region Sjælland overtager Falck midlertidigt opgaven med kviktest.
  • Region Sjælland opfordrer borgere og virksomheder om at holde sig opdateret om mulighederne for kviktest via siden om kviktest her på hjemmesiden. 
  • Alle borgere kan bestille tid til PCR test på www.coronaprover.dk
  • Virksomheder, som ønsker adgang til mobile kviktest, kan kontakte Region Sjælland. Læs mere på siden Anmod om mobil Covid-19 test  


Oprettet
09.02.21
Opdateret
10.02.21