Søg
 

Nyt læringslab skærper kvaliteten på Nykøbing F. Sygehus

Tirsdag d. 07. september 2021

Sundhedsmedarbejderne på Nykøbing F. Sygehus har nu bedre muligheder for fastholde og styrke deres kompetencer, efter sygehuset har fået regionens mest moderne sundhedsfaglige lærings- og træningsfaciliteter.




Nykøbing F. Sygehus indviede tirsdag sit nye læringslab. Her kan sygeplejersker, læger og sosu-assistenter m.fl. øve sig, så de er helt skarpe, når de står med en rigtig patient. ​

Regionsrådsformand Heino Knudsen klippede den røde snor over til det nye læringslab:

- Region Sjælland er vi meget optaget af, at borgerne oplever, at sundhedstilbuddene er tæt på bopælen. Men vi vil ikke gå på kompromis med kvaliteten, og derfor er jeg rigtig glad for at Nykøbing F. Sygehus går foran med regionens mest moderne træningsfaciliteter, som vil være til gavn for både sundhedsfaglige medarbejdere og patienter, siger regionsrådsformand Heino Knudsen.​

Sikrer kvalitet og tryghed

Træning, undervisning og fastholdelse af kompetencerne hos personalet har i årevis været en fast del af hverdagen på Nykøbing F. Sygehus.  

- Det er et helt basalt krav for sundhedsfaglige medarbejdere, at de holder deres faglighed og kompetencer ved lige. Vi har generelt tilfredse patienter, men jeg er glad for, at vi med virkelighedsnær træning nu forstærker fokus yderligere på kvaliteten, sikkerheden og trygheden både for vores patienter og for vores medarbejdere, siger Ricco Dyhr, der er sygehusdirektør på Nykøbing F. Sygehus.

Kobles sammen med innovations- og forskningsindsats

Træningsforholdene på det 250 kvadratmeter store Læringslab svarer til det daglige arbejde med patienter på sygehuset. Læringslab er etableret på det gamle intensivafsnit på sygehuset og består af en træningssal og to simulationsstuer, der er opsat som tro kopier af hospitalsstuer med indlagt ilt og udstyr.

LæringsLab på Nykøbing F. Sygehus er samtidig koblet direkte sammen med innovations- og forskningsafdelingerne på sygehuset. Det sikrer, at det også kan benyttes til følgeforsknings-projekter, og at det kan fungere som testmiljø for start-up- og innovationssamarbejder. 

Læs pressemeddelelse om nyt læringslab på Nykøbing F. Sygehus





Oprettet
07.09.21
Opdateret
07.09.21