Søg
 

Ny hjemmeside giver gode råd om elbiler

Tirsdag d. 10. november 2020

For første gang kan danskerne tilgå en uvildig hjemmeside udelukkende om elbiler og ladestationer. Elbilviden.dk tilbyder én samlet indgang for danskere, der vil have viden om køb, ejerskab og brug af elbil.

​Fra i dag kan elbil-interesserede få viden om at købe og eje en elbil på Elbilviden.dk. Alle kan bruge siden, når de vil blive klogere på afgifter, priser og rækkevidde på elbilmodeller. Samtidig kan de også få gode råd om, hvilke krav der gælder, når de vil installere en ladeenhed ved huset eller i boligblokken. 

Der vil fremover være et stort behov for information om elbiler, ladning af elbiler og konkrete råd til den grønne omstilling efter 120 år med benzin- og dieselbiler. Den nye side har blandt andet en søgefunktion med alle elbiler på det danske marked, hvor man kan se priser og tekniske informationer, der hjælper danskerne i deres valg af elbil. Der er desuden også fakta om forskellige typer af elbiler, rækkevidde, registrerings- og ejerafgifter og lignende.

Elbilviden.dk indeholder også et kort med GPS-funktion over lademuligheder i hele landet. Det er første gang, at alle ladestationer vises i et og samme kort, der til enhver tid er opdateret med nye og/eller fjernede ladestationer i Danmark. Alt i alt skal hjemmesiden gøre det nemmere og tryggere for danskerne at købe en elbil.

Elbiler i Danmark for private, erhverv og kommuner 
Store og små virksomheder kan også få et overblik over muligheder for tilskud, og hvilke krav der gælder for at have elbiler som firmabil. Mens kommuner kan få idéer til en såkaldt ladestrategi, viden om lovrammer, operatører på markedet samt køb og udbud af ladeinfrastruktur, som skal rulles ud i en hel kommune. 

En ladestrategi for kommuner vil for eksempel indeholde overvejelser om tilgængeligheden til ladestandere, geografisk spredning og byæstetik, men også muligheder for kabelføring, samt kapacitet og el-infrastruktur i samarbejde med kommunernes forsyningsselskaber. Gode råd til at komme i gang med arbejdet i kommunerne findes også på Elbilviden.dk​

Copenhagen Electric i Region Hovedstaden og en kreds af offentlige og private partnere, blandt andet Region Sjælland, står bag den nye tjeneste, som henvender sig til private, virksomheder og offentlige kunder og er den første af sin slags i Danmark med neutral viden om elbiler og ladestandere. 

Fakta: 
Partnerne bag elbilviden.dk: 
Copenhagen Electric i Region Hovedstaden, Region Midtjylland, Region Nord-jylland, Region Sjælland, Region Sydjylland, Clever, DTU, Spirii, E.On, FDM – Forenede Danske Motorejere, Vejdirektoratet, Færdselsstyrelsen, Renault Danmark, Honda Motor Europe-Denmark, Maxus Danmark, Mazda Motor Danmark, Nissan Europe. 

Rådgivende støttemedlemmer:
DEA - Dansk Elbilalliance, FDEL – Forenede Danske Elbilister, GATE21, Rå-det for Grøn Omstilling, Sperto, Tesla Danmark


Oprettet
10.11.20
Opdateret
10.11.20