Undersøgelsen
af benamputeredes patientforløb udvides, så alle patientforløb 10 år tilbage
gennemgås. Undersøgelsen vil både omfatte patienter, som er set af en karkirurg
forud for amputation, og patienter, som ikke er set af en karkirurg forud for
amputation.
Det har Forretningsudvalget netop besluttet
på baggrund af en indstilling fra administrationen i regionen. I alt er der
tale om en undersøgelse af cirka 2000 patientforløb. Amputationer på grund af
kræft eller traume (ulykke) indgår ikke.
- Nu tager vi et ekstra skridt og sørger for,
at alle relevante patientforløb de seneste 10 år i denne særlige sag
undersøges, så vi kan vejlede patienter og pårørende, der kan have ret til
erstatning, til at få afprøvet deres sag, siger regionsrådsformand Heino Knudsen.
En undersøgelse af alle patientforløb 10 år
tilbage svarer til Region Midtjyllands undersøgelse.
Første del af journalgennemgang
drøftet
Udvidelsen af undersøgelsen er helt i tråd
med den aftalte politiske proces. I forbindelse med Forretningsudvalgets
vedtagelse af en handleplan igangsat 9. august 2022 for hele det karkirurgiske
område, hvor en undersøgelse af en række patientforløb indgik, var
Forretningsudvalget enige om, at man var klar til at undersøge flere
patientforløb.
I første omgang har Region Sjælland undersøgt
patientforløb fra 2019-2022, hvor patienten ikke er set eller vurderet af en
karkirurg et år forud for amputationen. I alt 150 forløb blev vurderet, og her
blev fundet fem patienter, hvor der er tvivl om, hvorvidt deres amputationer kunne
have været undgået eller udskudt.
Efterfølgende har administrationen, som
aftalt med regionens politikere, drøftet resultaterne med relevante aktører.
Det er på den baggrund, at undersøgelsen nu udvides.
Ny model for uvildighed
Derudover er Forretningsudvalget enige om, at
der i forlængelse af debat om regionernes undersøgelser skal tages ekstra
tiltag for at sikre uvildighed om undersøgelserne.
Regionens administration vil i den
forbindelse gå i dialog med de øvrige regioner og relevante styrelser for at
finde en model for journalgennemgangen, der sikrer uvildigheden i den udvidede
journalgennemgang.
Dette indebærer også, at der skal indgås en
aftale med en statslig myndighed eller en/flere regioner om gennemgang af
patientforløbene fra Region Sjælland.
- Hverken vi eller andre ønsker, at der sås tvivl ved vurderingerne og
uvildigheden. Patienter, som har fået foretaget benamputation, skal ikke være i
tvivl om uvildigheden i vores undersøgelse, og derfor ønsker vi i denne særlige
sag at få andre til at gennemgå patientforløbene fra Region Sjælland, siger
Heino Knudsen.