Søg
 

Husk mundbind ved coronatest

Fredag d. 09. oktober 2020

Brug mundbind og hold god afstand, når du skal testes for coronavirus. Region Sjælland opfordrer kraftigt alle til at huske mundbindet ved teststederne.

​Vi skal passe på hinanden og undgå smitte med coronavirus. Derfor skærper alle regioner nu sikkerheden på teststederme over hele landet og opfordrer kraftigt til brug af mundbind, når man møder op til test for coronavirus. Det mindsker risikoen for smitte for både borgere, pårørende og medarbejdere.
 
- Vi opfordrer kraftigt alle til at bære mundbind. Det skal være sikkert at få en coronatest. Corona smitter blandt andet, når man står tæt, og det kan man komme til i køen ved teststederne. Derfor opfordrer vi kraftigt borgerne til at huske mundbind, når de skal testes. Det er stadig vigtigt at holde god afstand. Så husk mundbind og afstand, sådan hjælper vi hinanden med at standse corona, siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.
 
Opfordringen gælder ikke børn under 12 år, personer med vejrtrækningsbesvær, nedsat bevidsthedsniveau, eller personer med fysiske eller mentale svækkelser, som gør, at de ikke selv kan fjerne mundbindet. Region Sjælland har allerede i nogle uger opfordret borgerne til at bære mundbind ved teststederne, men der er brug for endnu større opmærksomhed.
 
- Vi opfordrer alle til at bære mundbind, og mange har det allerede på, når de ankommer til teststedet. Vi tager snakken med dem, der møder op uden mundbind, og vi tilbyder det til dem, der ikke har det med. Vi vil nu sætte ind med mere massiv information om, at man skal huske mundbind ved teststederne. Vi skal hjælpe hinanden og mindske smitterisikoen, siger Charlotte Bøll Larsen, testansvarlig vicedirektør i Region Sjælland.
 
Sundhedsstyrelsen har planer om at justere testsystemet, der i øjeblikket foregår i to spor. Med den kraftige opfordring til at bæremundbind på alle landets teststeder forbereder regionerne sig på en fremtid, hvor borgere med og uden symptomer på COVID-19 måske skal testes på samme adresse.
Oprettet
09.10.20
Opdateret
16.10.20