Søg
 

Et kald at arbejde med COVID-19 patienter

Onsdag d. 03. februar 2021

Det kræver gå-på-mod, når man vælger at blive udlånt til både et COVID-19- og et lungemedicinsk afsnit, men det har været det hele værd, forsikrer SOSU-assistent, Anne Møller Gabay.

Billede af SOSU-assistent Anne Møller Gabay.

 

Anne Møller Gabay har to gange valgt at give sig i kast med at assistere kollegaer i en travl COVID-19 hverdag. I foråret 2020 var hun en del af COVID-19-afsnittet på Slagelse Sygehus og er nu udlånt til lungemedicinsk afsnit på Slagelse Sygehus som COVID-assistance. Og selv, er hun slet ikke i tvivl om, hvor givende erfaringen har været for hende.

-Jeg føler mig privilegeret, fordi jeg har fået muligheden for at tage denne udfordring, hvor jeg kan hjælpe og gøre en forskel for patienter med COVID-19. Der er ikke noget sted, jeg hellere ville være. Det har for mig været mit kald.

Der skulle ikke sidde en intensivsygeplejerske på hjemmearbejde

Det er det hele værd

Da Anne Møller Gabay i foråret kastede sig ud i nye udfordringer på et COVID-19-afsnit var det i begyndelsen af pandemien, hvor der var stor usikkerhed om virussens størrelse.

- Vi blev ligesom bare kastet ud i det. Der var en speciel energi hos personalet. Jeg tror, at energien kom fra hver gang noget lykkedes - yes, vi kunne godt. Vi oplevede, at det at stå sammen og være positive overfor hinanden er guld værd. Den indstilling betyder meget.
Kollegaerne på afsnittet var samlet fra nær og fjern og kom med vidt forskellige baggrunde.
 
- Vi vidste forskellige ting, havde forskellige kompetencer og var vant til at arbejde forskelligt. Det krævede koordinering, men vi formåede alligevel at samarbejde og få skabt en forståelse for hinandens kompetencer. Det var en helt speciel følelse.
 

Når arbejdsmiljøet kører, kan man næsten klare alt

Det kræver noget af en person at være udlånt til et andet afsnit. Anne Møller Gabay beretter i den forbindelse, at hun tror, at hun tabte sig et kilo den første uge på lungemedicinsk afsnit.
 
- Når arbejdsmiljøet kører, kan man næsten klare alt. Jeg har fået en rigtig god modtagelse, og det er alle en del af. De er søde og flinke. De er positive og hjælpsomme. Lige meget hvornår man spørger en kollega om noget, står de parate – det gælder i dagvagt, aftenvagt og nattevagt. Det er helt fantastisk. 
 
 

Patienter har gjort stort indtryk

Det er ikke kun krævende for en selv at være udlånt, det har også krævet lidt ekstra støtte fra familien, understreger Anne Møller Gabay.
 
- De skal have en forståelse for, at man gennemgår svære patientforløb engang imellem og måske ikke lige har den samme energi og kræfter, når man kommer hjem, som man normalt har. Det skal man være parat til.
 
Patienterne har også gjort et stort indtryk på Anne Møller Gabay, men selvom der har været travlt på stuerne, har der også været tid til at vise patienterne vigtig omsorg i en svær tid.
 
- Vi går ind på stuerne engang imellem, når der er tid til det. Der holder vi i hånd, snakker lidt med patienten, beroliger dem og er lyttende. Det er dejligt, når der er tid til det. Det giver en god fornemmelse. Man mærker, hvor meget selv den mindste lille ting har betydning for plejen af patienten, fortæller hun.
 
Når man spørger Anne Møller Gabay, om hun vil anbefale andre kollegaer at prøve kræfter med et udlån falder svaret prompte.
 
- Jeg har lært rigtig meget og vil aldrig være oplevelserne foruden. Også selvom det kræver noget af en selv og ens familie.
Oprettet
03.02.21
Opdateret
03.02.21