Omkring 800.000
buspassagerer kan se frem til at køre på el i stedet for diesel, når de
fremover tager buslinje 230r mellem Roskilde og Frederikssund. Det er den
første regionale buslinje på ren el.
- Den første
regionale el-bus er en milepæl for Region Sjælland og et vigtigt skridt for den
grønne omstilling. Ved at gå fra diesel til el sænker vi udledningen af CO2
markant. Jeg glæder mig samtidig over, at det bliver en både mere behagelig og
støjsvag oplevelse for passagerne. Vi har endnu større ambitioner, og derfor
har vi i regionsrådet netop vedtaget, at vi skal have flere regionale el-busser
i Region Sjælland, siger regionsrådsformand Heino Knudsen.
El-busserne støjer
væsentligt mindre end konventionelle dieselbusser, og de giver ingen
luftforurening i nærmiljøet. Derfor er omstillingen ikke blot godt for klimaet,
men også for miljøet i byerne, hvor luften vil være renere og støjen mindre.
Indtil nu har det
udelukkende været kommunale buslinjer, der er skiftet til el, da de typisk
kører kortere distancer. Men med ny teknologi er der kommet længere rækkevidde
på batterierne, og derfor kan de længere, regionale busruter også være med. Foruden
buslinje 230r er der også to andre regionale buslinjer på Sjælland, som fremover
kører på el – her er Region Hovedstaden medejere.
Region Sjælland og
Region Hovedstaden har fået tilskud fra den statslige pulje ”Grøn buspulje til
regionale busser og øer” til omstillingen.
Elbusserne tages i brug d. 11. december 2022.
Fakta: Regionale busser kører på el
Tre regionale
buslinjer i Region Hovedstaden og Region Sjælland omstilles nu til el. Det er
helt i tråd med regionernes målsætning om at omstille alle buslinjer til
elbusser og busser med lignende støj- og miljøfordele.
Følgende buslinjer omstilles
Buslinje 230R
kører mellem Roskilde og Frederikssund over Hornsherred og deles mellem Region
Hovedstaden og Region Sjælland. Linjen transporterer årligt ca. 800.000
passagerer.
Buslinje 98N kører
mellem Roskilde og Frederikssund over Hornsherred i nætterne mellem fredag og
lørdag og lørdag og søndag. Linjen deles mellem Region Hovedstaden og Roskilde
og Lejre Kommuner og transporterer årligt 13.000 passagerer.
Buslinje 380R
kører mellem Hillerød og Helsinge og deles mellem Region Hovedstaden og
Hillerød og Gribskov Kommuner. Linjen transporterer årligt ca. 500.000
passagerer.