Søg
 

Dansk-tysk samarbejde skal sikre vækst og udvikling i Region Sjælland

Tirsdag d. 27. november 2018

Femern-forbindelsen giver nye muligheder i Region Sjælland og Slesvig-Holsten. Handlingsplan skal styrke samarbejdet.

​ 
Regionsrådsformand Heino Knudsen og Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther underskrev tirsdag en ny handlingsplan, der skal styrke samarbejdet mellem Region Sjælland og den nordtyske delstat.
 
Samarbejdet skal sikre, at det ikke kun er de store byer som Hamborg og København, der får gavn af den kommende Femern-forbindelse, siger regionsrådsformand Heino Knudsen:
 
- Femern-forbindelse er en gamechanger for udviklingen i både Region Sjælland og Slesvig-Holsten. Selve byggeriet skaber masser af nye muligheder for lokale virksomheder. Det skal vi selvfølgelig udnytte. Men forbindelsen kan også give vækst og udvikling på den lange bane, hvis vi gør en aktiv indsats regionalt og lokalt. Og med handlingsplanen gør vi nu noget helt konkret, der bidrager til vækst og udvikling i Region Sjælland.
 
Region Sjælland har siden 2017 haft en samarbejdsaftale med Slesvig-Holsten. Det er denne aftale, der nu bliver fulgt op med handlingsplan for 2019 og 2020. Efter tirsdagens møder i Kiel ser Heino Knudsen frem til, at Femern-forbindelsen snart også bliver godkendt på den tyske side, så tunnelbyggeriet kan komme i gang:
 
- Slesvig-Holsten gør et kæmpe arbejde for at få myndighedsgodkendelse af Femern-projektet på plads så hurtigt som muligt, og det har jeg kvitteret for i dag. Ministerpræsident Günther forsikrede mig igen om, at godkendelsen kommer meget snart, siger Heino Knudsen.
 

Tætte naboer

Freddy Blak, som er formand for Region Sjællands udvalg for Femern, Greater Copenhagen og internationalt samarbejde, supplerer:
 
- Vi skal rykke hurtigt, så vi kan udnytte de nye muligheder, som Femern-forbindelsen giver. Derfor har vi også i Region Sjælland nedsat et politisk udvalg, der sætter fokus på netop udviklingsperspektiverne ved Femern-forbindelsen. Vi skal have etableret tættere samarbejde mellem virksomheder, uddannelsesinstitutioner og borgere i Region Sjælland og Nordtyskland. For snart er vi tætte naboer. Lübeck og Kiel bliver de nærmeste storbyer for mange i den sydlige del af Region Sjælland, når Femern-forbindelsen er bygget.
 
Region Sjællands delegation i Kiel bestod af regionsrådsformand Heino Knudsen, udvalgsformand Freddy Blak og Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen, som er næstformand for Femern Bælt Komiteen. De tre holdt tirsdag også møde med regionsformanden i Kreis Östholstein, Reinhard Sager.
 

Fakta: Handlingsplanen

  • ​Grænsependlerkontor fra 2020: Rådgivning om regler og muligheder for at arbejde på tværs af den dansk-tyske grænse

  • EU-støtte: Region Sjælland og Slesvig-Holsten vil sammen med Region Syddanmark sikre tæt koordinering og samarbejde om lobbyindsats op til det kommende Interreg 6-program. Region Sjælland og Slesvig-Holsten vil arbejde for at udvikle og gennemføre konkrete Interreg projekter i 2019 og 2020, som bidrager til at drive udviklingen på tværs af Femern Bælt regionen

  • Fehmarnbelt Days 2020: Lokale aktører fra begge sider af grænsen skal involveres i Fehmarnbelt Days, som næste år holdes i Kreis Ostholstein

  • Femern Bælt partnerskab: Etableres i 2020. Parter fra begge sider af grænsen samarbejder om at sikre fælles retning og koordinere indsatser, som kan forløse udviklingspotentialer i Femern-forbindelsen

  • Ny aftale: Indgåelse af en ny samarbejdsaftale mellem Region Sjælland og Slesvig-Holsten i forbindelse med udarbejdelsen af handlingsplanen for 2021-2022.

 

Oprettet
27.11.18
Opdateret
27.11.18
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52