Søg
 

Debat: Centralisering kan koste busser og tog i Region Sjælland

Torsdag d. 19. april 2018

Der var ministertaler og flag på togene, da Region Sjælland for nylig overtog togdriften af ”Lille Syd”-banen mellem Køge og Roskilde. Det var en festdag.

Men nu er der ikke så meget at fejre længere. Region Sjælland risikerer at miste en stor del af de penge, som vi bruger på at skabe udvikling, vækst og fremgang, hvis forslagene fra regeringens såkaldte Forenklingsudvalg bliver til virkelighed. Og det kan blandt andet betyde, at vi må skære i den kollektive trafik.

Forenklingsudvalget er blevet sat i verden for at gøre den offentlige erhvervsfremme mere enkel at gå til. Vi er enige i, at virksomhederne skal have de bedste muligheder for vækst, og vi bakker fuldt op om, at både stat, regioner og kommuner skal effektivisere og forenkle måden, vi understøtter virksomhederne på. Men forenklingsudvalgets forslag skyder helt ved siden af – og kan blandt andet ramme den kollektive trafik hårdt.

For erhvervsfremme er meget mere end den rene virksomhedsservice. I Region Sjælland har vi valgt at prioritere den kollektive trafik højt. Uden en velfungerende kollektiv trafik kan virksomhederne ikke rekruttere de nødvendige medarbejdere, og vi ved, at alt for mange af de unge falder fra deres uddannelse, hvis der er en lang og besværlig transport.  Region Sjælland investerer knap 600 mio. kroner årligt i at gøre vores del af Danmark til et godt sted at bo og drive virksomhed – og mere end halvdelen af disse investeringer går til at drive 40 regionale busruter og fire lokalbaner, der til sammen transporterer mere end 13 mio. passagerer årligt.

Hvis regionerne mister opgaver med erhvervsfremme – som forenklingsudvalget lægger op til – skrumper vores budget til regional udvikling. Vi er på vegne af hele Region Sjælland nervøse for, at regeringen vil skærer så dybt i de regionale midler, at regionen udover at miste opgaven med erhvervsfremme også vil være nødt til at skærer i antallet af bus- og tog.

Vi mener ikke, at Danmark har brug for mere centralisering.  Regeringens udvalg skyder helt ved siden af, når de kun ser erhvervsudvikling som noget der foregår indenfor virksomhedens egen dør. Vækst og arbejdspladser skabes ude i virksomhederne, men vækst og udvikling sker i samspillet mellem virksomheder, videninstitutioner, offentlige aktører og resten af samfundet. Der er brug for, at vi lokalt og regional finder de løsninger, som giver mest mulig vækst og udvikling for både virksomheder og borgere. Ikke at en statslig bestyrelse eller en statslig embedsmand beslutter, hvad der er godt for Nakskov, Skælskør eller Holbæk. 

De politiske forhandlinger på Christiansborg snart går i gang. Vi vil derfor opfordrer alle partier i Folketinget, og særligt de folketingsmedlemmer som er valgt på Sjælland, til at kæmpe for at vi beholder opgaven med at sikrer vækst og udvikling hos de 17 kommuner og Region Sjælland. Og at vi beholder muligheden for at give sjællænderne en ordentlig kollektiv transport        

Af Heino Knudsen, regionsrådsformand,
Peter Jacobsen, 1. næstformand,
Jacob Jensen, 2. næstformand

(Bragt i Sjællandske 18. april 2018)

Oprettet
19.04.18
Opdateret
19.04.18