Søg
 

Budgetaftale giver massivt løft til sygehuse

Torsdag d. 10. oktober 2019

Region Sjællands budget for 2020 er på plads. Aftalen tilfører sygehusene og Psykiatrien en stor pose penge på i alt 175 millioner kroner og der er også penge til den grønne omstilling.

Region Sjææands bugetaftale for 2020 er plads.

Næste års budget i Region Sjælland er faldet på plads, og det er godt nyt for regionens borgere og patienter. I alt 175 millioner kroner vil nu finde vej til sygehusene og Psykiatrien. Det vil give patienterne en lang række forbedringer med blandt andet flere høreapparatbehandlinger, styrket kapacitet for behandlinger af dialysepatienter samt et nyt højt specialiseret behandlingstilbud, der kan redde flere patienter med blodprop i hjernen.

 
Budgetaftalen betyder også, at ventetider på fertilitetsområdet bliver bragt ned. Samtidig styrkes indsatsen for patienter med genoptræning efter hjerneskade, og på det radiologiske område skal der sættes ind mod lange ventetider på resultater af røntgen og scanninger.

Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland, glæder sig over en budgetaftale med markante forbedringer til sundhedsområdet i Region Sjælland:

- Det er et meget stort, nødvendigt og vigtigt løft af vores sundhedsvæsen, som kommer til at kunne mærkes af både patienter og medarbejdere. Vi styrker frontlinien og giver sygehusene samt Psykiatrien arbejdsro. Samtidig fastholder vi linien i Regionsrådets udviklingsplan, som har fokus på at sikre et både nært og specialiseret sundhedsvæsen for alle borgere i Region Sjælland. Vi skal ganske enkelt i fremtiden kunne løse flere sundhedsopgaver tættere på borgerne og i borgernes eget hjem, og det har vi sat penge af til, siger Heino Knudsen. 

Økonomisk genopretning

 
Regionsrådet i Region Sjælland vedtog sidste år en økonomisk plan for resten af valgperioden for at få styr på økonomien. Planen er slået positivt igennem og giver nu økonomisk råderum til nye initiativer.
  
- Vi har nu i Region Sjælland en økonomi i balance. Det har været hårdt, og der er fortsat behov for stram økonomisk styring. Men planen har betydet, at vi i budgettet for 2020 nu kan fokusere på vores kerneopgave med at skabe gode behandlingstilbud til borgerne og lancere en række nye vigtige initiativer på sundhedsområdet i Region Sjælland, siger Heino Knudsen.
  
Det har også været vigtigt for parterne bag budgetaftalen at anerkende den store indsats fra medarbejderne.
  
- Medarbejderne er Region Sjællands vigtigste aktiv. De leverer hver dag en stor og meget kompetent indsats for, at borgerne oplever god kvalitet og føler sig trygge i behandlingerne. Partierne bag budgetaftalen er enige om, at der er behov for at sætte ekstra fokus på initiativer, der kan fastholde medarbejdere. Derfor får sygehusene og Psykiatrien et rammeløft på 30 millioner kroner årligt til indsatser, der kan understøtte fastholdelse og gøre det attraktivt for medarbejderne at blive i deres job, siger Heino Knudsen.
  

Grøn omstilling

 

En styrket indsats for at sikre grøn omstilling er også med i budgetaftalen. I alt otte millioner kroner afsættes til grønne initiativer med fokus på at reducere klimabelastningen fra det plastic, som anvendes i regionen.

- Klimaforandringerne og ressourcemangel bliver også i Region Sjælland stadigt tydeligere. Vi skal bidrage til en mere bæredygtig region, når det gælder nedbringelse af råstofforbruget gennem mere genanvendelse, klimasikring mod vandstigninger og indsats for rent drikkevand. Vi skal som region spille en stærkere politisk rolle på klimaområdet, der også kalder på fælles løsninger på tværs af lokale grænser, siger Heino Knudsen.

Flertallet bag budgetaftalen for 2020 består af Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance.

Hent Region Sjællands budgetaftale for 2020 her (pdf)

Oprettet
10.10.19
Opdateret
29.10.19