Covid-19 kræver
ikke længere samme beredskab, og derfor skal medarbejderne fra test- og
vaccinationsindsatsen nu ikke længere pode eller vaccinere borgerne i Region
Sjælland.
For at hjælpe
medarbejderne godt videre til et andet arbejde eller i uddannelse var de af
regionen inviteret til jobmesse i Sorø.
- Nu lukkes et
kapitel for de dygtige og pligtopfyldende medarbejdere, som har hjulpet os gennem
covid-19. De har gjort en stor indsats. Jeg håber, at tiden i vaccinations- og
testindsatsen har givet dem lyst til at fortsætte i sundhedsvæsenet, og at
jobmessen kan bidrage til, at der åbnes et nyt kapitel. Døren er åben hos Region
Sjælland, siger regionsrådsformand Heino Knudsen.
I alt var cirka 120
medarbejdere mødt op, mens cirka 35 repræsentanter fra både kommuner, sygehuse
og uddannelsesinstitutioner stod klar til at fortælle mere om mulighederne for
enten uddannelse eller arbejde et andet sted i regionen. Samlet set var der op
mod 200 deltagere på jobmessen.
Indsatsen for
medarbejderne sker i forlængelse af, at de nationale sundhedsmyndigheder som
følge af det faldende behov for at blive covid-19 testet har besluttet, at alle
regioner skal lukke ned for de offentlige testtilbud med udgangen af marts. Det
betyder, at sidste åbningsdag i de fem regionale testcentre her i regionen er
31. marts.
Samtidig er den
nationale vaccinationssæson afsluttet med udgangen af februar. Det er dog
fortsat muligt for gravide, for borgere med nedsat immunfunktion samt for
borgere, der ikke har fået 1. eller 2. stik, at blive vaccineret mod covid-19.