Gå til indhold

Bæredygtige akutsygehuse i Region Sjælland

Udviklingsprogrammet "Bæredygtige akutsygehuse" skal sikre, at sygehusene leverer behandlingsforløb af ensartet og høj kvalitet for alle borgere i regionen.

I Region Sjælland har vi taget initiativ til et nyt udviklingsprogram, som har til formål at sikre, at vores sygehuse også i fremtiden og i endnu højere grad end tidligere i fællesskab på tværs af sygehusene leverer behandlingsforløb af ensartet og høj kvalitet for alle borgere i regionen.

Udviklingsprogrammet ”Bæredygtige akutsygehuse – Region Sjællands model for et sammenhængende og samarbejdende sygehusvæsen” vil medføre flere ændringer i regionens sundhedsvæsen, blandt andet at: 

  • De fire akutsygehuse i regionen fortsætter som nu, men tager ét fælles populationsansvar – det vil sige ansvar for behandlingen af hele befolkningen i regionen.
  • Der skabes en ny struktur for de medicinske specialer på sygehusene. Med de medicinske specialer menes de forskellige behandlingsområder, der er på sygehuset f.eks. lungemedicin og reumatologi. De medicinske specialer skal være særligt organiseret på tværs af to sygehuse, der sammen har det fælles populationsansvar og ansvaret for at lede og udvikle specialet for hele regionen. Vi kalder det ”styrkepositioner”. Styrkepositionerne fordeles på alle somatiske sygehuse afhængigt af specialerne.
  • Styrkepositioner skaber attraktive faglige miljøer, som læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle kan trives og udvikle sig i.
  • Sjællands Universitetshospital og Nykøbing Falster Sygehus fusioneres ledelsesmæssigt 1. januar 2024. Nykøbing Falster Sygehus vil efter fusionen fortsat som det beskrives i Sygehusplanen 2010 være et akutsygehus og modtage ligeså mange patienter som det gør i dag.
  • Samarbejdet mellem sygehuse og specialerne – og det, at sygehusene tager fælles ansvar for patienterne, betyder blandt andet, at vi flytter viden ud til patienterne – ikke omvendt.

Se det samlede udviklingsprogram her, hvor vi blandt andet har beskrevet, hvad vi forventer, at der sker om 1, 3 og 5 år, og hvordan fremtiden kommer til at være for patienter, medarbejdere og vores samarbejdspartnere.

Invitation til dialog

Region Sjælland har over sommeren 2023 haft dialog internt med medarbejderne blandt andet igennem medarbejderudvalg, men også eksternt med samarbejdspartnere som blandt andet kommuner, praktiserende læger, patientforeninger og andre interesseorganisationer til dialog om udviklingsprogrammet.

Der er desuden indsendt input fra enkeltpersoner og fra organisationer til Region Sjælland, som kan ses herunder.

Se opsamling på dialogfasen.

Den 22. august 2023 er det besluttet i Regionsrådet at igangsætte udviklingsprogrammet.

Input