Søg
 
Møde i

2. Etablering af udviklingsprojekt på Orø

Åbent

Udvalget for det nære sundhedsvæsen Brevid: 4022612

Resume

På baggrund af tidligere drøftelser og beslutninger i udvalget fremlægges oplæg om etablering af et udviklingsprojekt på Orø.

Sagsfremstilling

Udvalget for det nære sundhedsvæsen har på møder i januar og marts 2019 drøftet sundhedsdækning på Orø. På mødet d. 18. marts traf udvalget beslutning om en model for sundhedsdækning på Orø, hvor praktiserende læge Frans Ourø driver klinikken som en satellitpraksis til hovedpraksis i Holbæk. Satellitpraksis bemandes af en sygeplejerske, og der anvendes videoopkobling og digitale løsninger til lægefaglige backup.

På seneste møde indledte udvalget drøftelser af mulig etablering af et udviklingsprojekt på Orø. Projektet indebærer, at den digitalt baserede lægefaglig backup til sygeplejersken suppleres med et ugentlig fremmøde af en praktiserende læge i satellitpraksissen på Orø. Projektet udvider mulighederne for at afprøve nye metoder til at sikre borgerne et nært og trygt sundhedsvæsen, herunder i form af bedre understøttelse af overgangen til øget brug af digitale løsninger.

Rammen for udviklingsprojektet er fremmøde af en praktiserende læge én dag om ugen i et tidsrum, der matcher konsultationsaktiviteten. Dvs. lægen ved behov er der en fuld dag, mens eventuelle dage med begrænset konsultationsaktivitet kan resultere i kortere dage. Udgangspunktet er at søge kontinuitet i forhold til det lægelige fremmøde, med forbehold for sygdom og ferieafvikling. Regionen monitorerer konsultationsaktiviteten halvårligt med henblik på at følge behovet tæt. Derudover monitoreres også antallet af tilknyttede unikke CPR-numre halvårligt for at følge, om der sker stigning eller fald i antallet af borgere tilknyttet læge Frans Ourøs klinik og satellitklinikken.

Udviklingsprojektet finansieres indenfor administrationens projektmidler. Der afsættes 200.000 kr. årligt til udviklingsprojektet. Projektet iværksættes pr. 1. juni 2019 – forventet frem til 2022.

Erfaringer fra udviklingsprojektet afrapporteres til Udvalget for det nære sundhedsvæsen et år efter igangsættelse. Erfaringerne vil indgå i udvalgets videre arbejde med at sikre lægedækning i hele regionen og med at styrke det nære og sammenhængende sundhedsvæsen i Region Sjælland.

Økonomi

Der er en projektøkonomi indeholdt i aftalen, som afholdes inden for udviklingsmidlerne i virksomhedsområdet Det Nære Sundhedsvæsen.

Indstilling

Administrationen indstiller, at administrationen gennemfører videre drøftelser og forhandlinger med samarbejdspartnerne med henblik på at indgå aftale om et udviklingsprojekt på Orø indenfor den beskrevne ramme.

Sagen afgøres af Udvalget for det nære sundhedsvæsen.

Behandling i Udvalget for det nære sundhedsvæsen mandag den 27. maj 2019, pkt. 2

Tiltrådt.

Udvalget vægter, at erfaringer fra udviklingsprojektet indgår i det videre arbejde med at sikre lægedækning i hele regionen, herunder på øerne.

Anders Koefoed (V) og Anne Møller Ronex (B) deltog ikke i Udvalget for det nære sundhedsvæsens behandling af sagen.


Tilbage til dagsorden

 

 Søg i dagsordener

 

Sådan søger du

Vælg et eller flere søgekriterier og klik på 'søg'.

Søg dagsordener