Børn tæt på psykisk sygdom
Det er vigtigt at vise et barn, der er tæt på et familiemedlem med psykisk sygdom, at det ikke er alene. Men hvordan griber man samtalen med barnet an? Få viden og råd, når PsykInfo sender en livetalk om emnet.
Når et menneske rammes af psykisk sygdom, kan det påvirke hele familien. Ikke mindst børn, som er optagede af hvad der sker med dem, de elsker. Men hvordan tager man hul på samtalen? Har man som voksen ansvaret, selvom man er syg? Hvordan undgår man at bekymre barnet yderligere? Hvad skal man sige til andre voksne omkring barnet?
Tusind spørgsmål kan melde sig, når man lever i en børnefamilie med psykisk sygdom, og man kan være i tvivl om, hvordan man tager snakken med børnene. PsykInfo Region Sjælland belyser emnet i livetalken Børn tæt på psykisk sygdom, hvor en studerende deler sine personlige erfaringer med at være pårørende som barn, og en børnekonsulent fra Psykiatrien Øst deler sin faglige viden.
Livetalken er et online arrangementet, som kan ses på skærmen hjemmefra ved at klikke ind på PsykInfo Region Sjællands Facebookside, hvor der livestreames. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål til de medvirkende i kommentarfeltet. Det kræver ikke tilmelding at se livetalken online – man skal blot klikke ind på PsykInfo Region Sjællands Facebookside, hvor der livestreames kl. 19-20.