Søg
 

Øjenbetændelse

Øjenbetændelse (conjunctivitis) er en betændelse eller irritation i øjets slimhinde, som dækker ”det hvide” af øjet og indersiden af øjenlågene. Øjenbetændelse er særlig hyppig hos børn.

Hvad er symptomerne?

Øjenbetændelse begynder ofte med rødme, kløe og tåreflåd. Særligt ved infektion, som skyldes bakterier, ses pusdannelse, og øjnene kan være sammenklistrede, når man vågner om morgenen. Øjenbetændelsen begynder ofte i det ene øje og breder sig hurtigt til begge. 

Ved forværring af symptomerne med f.eks. øget pusdannelse, rødmen koncentreret omkring hornhinden, lysoverfølsomhed, smerter eller synspåvirkning skal man kontakte lægen, også selvom man er i behandling.

Hvad er de væsentligste årsager?

Årsagen til øjenbetændelse er hovedsageligt virus, hyppigt forkølelsesvirus. Betændelsen kan også skyldes andre virus, f.eks. det virus, der giver forkølelsessår. Bakterier, oftest stafylokokker, streptokokker og hæmofilus arter kan også give øjenbetændelse. Klamydia eller gonokokker ses særligt hos nyfødte, hvor barnet smittes under fødslen. Øjenbetændelse kan være allergisk betinget, som ved høfeber eller som følge af irritation.

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Lægen stiller diagnosen ud fra sygdomstegnene og kan eventuelt pode fra øjet. Det kan være svært at skelne mellem en virusbetinget og en bakteriel øjenbetændelse.

Hvordan behandles øjenbetændelse?

Omkring 2/3 af de øjenbetændelser, der skyldes virus eller bakterier, bedres af sig selv i løbet af normalt 2-5 dage. Den primære behandling består af flere daglige afvaskninger af øjenlåget med saltvand/kogt vand på en vatrondel. Der aftørres (uden at gnide) fra øjenkrog og udefter for at fjerne skorper/pus. Vatrondellen kasseres efter én aftørring og en ny anvendes ved behov for at tørre yderligere. I svære tilfælde, ved forværring eller manglende bedring efter 2-3 dage, kan det ved bakteriel infektion være nødvendigt at behandle med antibiotika. Øjenbetændelse som følge af klamydia eller gonokokker behandles altid med antibiotika med det samme. Antibiotika har ingen virkning på øjenbetændelse forårsaget af virus, men kan nogen gange gives for at forhindre tilstødende infektion med bakterier. Ved kontaktlinsebrug tages disse ud indtil infektionen er behandlet.

Undgå at blive smittet

Øjenbetændelse kan smitte. Dette kan man forsøge at undgå ved hyppig håndvask, særligt efter berøring af øjne og personer med øjenbetændelse.

Herudover skal man være opmærksom på, at øjenbetændelse kan smitte fra det ene øje til det andet, f.eks. hvis man gnider sig i øjnene. Øjnene bør aftørres med engangslommetørklæder, der kasseres umiddelbart efter brug.

Personer med øjenbetændelse skal have deres eget håndklæde og evt. have skiftet pudebetræk.

Hvornår bør man søge læge?

Hvis synet er påvirket, hvis der er lysoverfølsomhed, hvis der er smerter, hvis rødmen er koncentreret omkring hornhinden, eller hvis der ikke er bedring 2 døgn efter påbegyndt behandling.  

Dagpleje/daginstitution/skole

I Sundhedsstyrelsens information om øjenbetændelse hos børn i institution fremgår det, at der findes både milde og svære former for øjenbetændelse:

 

  • Milde former for øjenbetændelse:
    • Let rødme, tåreflåd og let pusdannelse uden påvirkning af almentilstanden. Dog anbefales det, at barnet ses af en læge ved symptomer i over en uge.
    • Opstår særligt i forbindelse med forkølelse.
    • Skyldes enten tilstopning af tårekanalen pga. hævede slimhinder eller nogle virus, der kun er lidt smitsomme. 
    • Barnet må gerne komme i institution.
  • ​I sjældne tilfælde ses sværere former for øjenbetændelse:
    • ​Øjet driver med pus, der er rødme og hævelse både i det hvide i øjnene og på indersiden af øjenlågene. Barnet oplever tørhedsfornemmelse, svie og brænden i øjet og nogen gange lysskyhed og tåreflåd. Almentilstanden kan være påvirket. Barnet bør undersøges og behandles hos læge.
    • Kan skyldes både virus og bakterier. 
    • Meget smitsom og barnet må ikke komme i institution, før det har været i behandling i mindst 2 døgn, og der ikke længere er pusflåd, lysskyhed eller påvirket almentilstand, selvom behandlingen skal fortsætte i længere tid.

 

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
28.10.14
Opdateret
11.06.19
Link til denne side: