Søg
 

Husker du at stille spørgsmål? - Godt du spør’

Inden din samtale med din læge eller sygeplejerske er det vigtigt, at du forbereder dig, så du er sikker på, at du får svar på de spørgsmål, som er vigtige for dig.

Hvis du har brug for hjælp til, hvad du kan spørge om, kan du hente Godt du Spør’, som er en gratis spørgeguide, her.

Godt du spør’ kan hjælpe og motivere dig og dine pårørende med at få stillet spørgsmål, når du har samtaler med læger, sygeplejersker eller andre om dine undersøgelser og behandling.

Eksempler på 5 gode spørgsmål fra Godt du spør’:

  • Der er noget, der bekymrer mig, skal jeg fortælle dig om det nu?
  • Hvad kan jeg forvente, at undersøgelsen giver svar på?
  • Hvilke risici er der ved behandlingen?
  • Hvad er næste skridt i mit forløb?
  • Er der noget, jeg ikke må gøre på grund af den behandling, jeg får eller har fået?

Spørgeguiden Godt du spør’ giver dig en række forslag til spørgsmål, du kan tilføje til din egen liste. Du kan også tilføje dine egne spørgsmål eller se, hvad andre brugere har spurgt om. Det hele kan du printe ud og medbringe til din samtale med din behandler.

Godt du spør’ kan findes på www.hejsundhedsvaesen.dk, hvor den også kan downloades og bestilles – helt gratis.

Prøv guiden Godt du spør’ her

Hej Sundhedsvæsen

Godt du spør’ er en del af initativet Hej Sundhedsvæsen, som er udviklet af Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Trygfonden. Hej Sundhedsvæsen, som har til mål at øge patientsikkerheden ved at fremme, at patienter og pårørende får mere indflydelse på egen behandling og forløb og dermed er med til at undgå fejl.

Hej Sundhedsvæsen samler og deler gode råd, viden, redskaber og inspiration til, hvordan du som patient eller pårørende kan være med til at undgå fejl og sikre, at du får den bedst mulige behandling, når du er i kontakt med sundhedsvæsenet.

4 ting du kan gøre for at passe på dig selv – og derved mindske risikoen for, at der sker fejl:

  • Stil spørgsmål. Spørg til du får svar, hvis der er noget, du er i tvivl eller bekymrer dig om.
  • Gå med som pårørende. Sammen kan I bedre forstå og huske de informationer, I får.
  • Hav tjek på din medicin. Lav en liste, så du sikrer dig, at lægen ved besked.
  • Kend det næste skridt. Så kan du reagere, hvis der sker fejl og forsinkelser.

Læs mere om Hej Sundhedsvæsen her

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
23.02.15
Opdateret
25.04.19
Link til denne side:

Min Sundhedsplatform

MinSundhedsplatform.dk

Se din journal og dine prøvesvar på www.MinSundhedsplatform.dk