En patient udskrives efter en apopleksi fra sygehus med genoptræningsplan. Før indlæggelsen havde patienten en manuel kørestol. Sygehusets fysioterapeut vurderer ved udskrivelsen, at patienten ikke længere kan benytte den sædvanlige kørestol, men skal sidde i en komfortkørestol på grund af et stort fald i funktionsniveau og nedsat siddende balance som følge af apopleksien.
Afklaringsudvalget er enige om, at det er en kommunal opgave at levere komfortkørestol i denne sag, uanset om det skal bevilges som et hjælpemiddel efter
Serviceloven, eller som et træningsredskab efter
Sundhedsloven.
Argumentation:
I tidligere sundhedsaftaler skelnede man mellem ’midlertidige’ og ’varige hjælpemidler’, hvor de midlertidige hjælpemidler var regionens ansvar, og varige hjælpemidler var kommunens ansvar. Sådan er det ikke mere, se også
afklaringsudvalgets Varig - Midlertidig.
I dag er reglerne for hvilken organisation, der er ansvarlig for udlevering af behandlingsredskaber og hjælpemidler formuleret i
"Afgrænsningscirkulæret".
I stedet for ’midlertidig’ og ’varig’ skelnes i dag mellem
’behandlingsredskaber’ og ’hjælpemidler’. Behandlingsredskaber er typisk regionens ansvar, mens udgifter til hjælpemidler som hovedregel afholdes af andre end regionen - typisk kommunen.
Hvis et givet apparatur eller redskab både kan være et behandlings-redskab og et hjælpemiddel, så skal det kategoriseres som det ene eller det andet afhængig af den sammenhæng, apparaturet eller redskabet indgår i, dvs. om det opfylder kriterierne for at kunne kategoriseres som et behandlingsredskab eller et hjælpemiddel.
Kriterierne for behandlingsredskaber præciseres i ovenstående cirkulære punkt 2.1.2:
”Hjælpemidler og apparatur, som ordineres som led i behandling på
sygehus/speciallægepraksis eller som en fortsættelse af den iværksatte
behandling, og hvor patientens anvendelse af hjælpemidlet/apparaturet
typisk er under kontrol af sygehuset eller speciallægepraksis indtil
tilstanden er stationær. Eksempelvis lungebehandlingsudstyr og orthoser. Vedrørende formuleringen »hvor patientens anvendelse af
hjælpemidlet/apparaturet typisk er under kontrol af sygehuset eller
speciallægepraksis indtil tilstanden er stationær« skal følgende præciseres:
1) Patienten bliver kontrolleret på sygehuset eller i speciallægepraksis for den specifikke tilstand som hjælpemidlet/apparaturet er rettet imod.
2) Det er den tilstand, som hjælpemidlet/apparaturet er rettet imod, der skal kunne betegnes som stationær. Om tilstanden kan betegnes som stationær, afgøres ved en lægefaglig vurdering foretaget på sygehuset/i speciallægepraksis”.
I forhold til den aktuelle sag om komfortkørestol må vi stille spørgsmålet om komfortkørestolen er et behandlingsredskab efter punkt 2.1.2 i Afgrænsningscirkulæret:
- Kontrolleres patienten af sygehuset for den svækkelse af
balanceevne som komfortkørestolen retter sig imod? Svaret er ”Nej”.
- Vurderer sygehuset, at tilstanden med nedsat balanceevne – som
komfortkørestolen skal rette sig imod – er stationær? Svaret er ”Ja”.