Søg
 

Apopleksi

Region Sjælland lever op til 25 af 26 mål i behandlingen af apopleksi (slagtilfælde).

Apopleksi er betegnelsen for blodprop eller blødning i hjernen hos patienten. Apopleksi kaldes også slagtilfælde.

Apopleksi kan give sig udslag i pludselig opstået lammelse i dele af krop eller ansigt, taleforstyrrelser eller synsændringer. Tid er af afgørende betydning i behandlingen af apop​leksi, derfor skal man ved symptomer straks tage kontakt til læge eller ringe 112.

I Danmark rammes ca. 12.000 personer hvert år af apopleksi.

Behandlingen af apopleksi kan blandt andet bestå af medicin, der kan opløse en mulig blodprop eller standse blødningen i hjernen.

Hvert år offentliggøres en rapport om kvaliteten af apopleksibehandlingen i de fem regioner, herunder Region Sjælland.

Den seneste årsrapport er fra 2014.

33 målepunkter for apopleksi-behandlingen

Indikator:
En indikator er et målepunkt.

I årsrapporten fra 2014 er kvaliteten af apopleksi- behandlingen fundet ved at kigge på 33 indikatorer.

Med indikatorerne måler man, hvor mange patienter i Danmark, som får den beskrevne behandling.

Kvalitetsmål:
Et kvalitetsmål er et mål for, hvor mange der har fået en bestemt undersøgelse eller behandling. Det kan for eksempel være et mål om at mindst 40% af patienterne med akut apopleksi indlægges inden for 4,5 time efter de har fået de første symptomer.​


26 relevante indikatorer

På 26 af de 33 indikatorer, er der på nuværende tidspunkt fastsat kvalitetsmål.

Region Sjælland ligger over landsgennemsnittet

Region Sjælland klarer sig tilfredsstillende i 25 af 26 indikatorer, blandt andet:

  • Andel af patienter med akut apopleksi, som indlægges inden for 4,5 time efter symptomdebut.

  • Andelen af patienter med akut apopleksi, der får udført CT/MR scanning senest 6 timer efter indlæggelsestidspunkt.

Region Sjælland arbejder med kvaliteten

Det er rigtig flot, at Region Sjælland opfylder 25 ud af 26 kvalitetsmål. Resultaterne har været drøftet af Region Sjællands fagfolk i Det Sundhedsfaglige Råd for Neurologi. 

Regionen har som mål at forbedre resultatet yderligere. Der er stadig udfordringer i forhold til at registrere alle patienter med apopleksi i Region Sjælland. Region Sjælland har en klar forventning om, at opnå at flere patientforløb registreres i næste årsrapport.


Bemærk, at rapporten er skrevet af fagfolk til fagfolk, så indholdet er præget af mange fagord.​​​

Oprettet
07.05.14
Opdateret
01.03.19
Link til denne side:
 

 Kontakt

 
Sundhedsstrategisk Planlægning - Koncern Sundhed
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 52 00