Jeg går til kontrol efter behandling for brystkræft.
Er jeg i risikogruppen?
Du er ikke i risikogruppen. Hvis du får
anti-hormon og/eller zoledronsyre så påvirker det ikke din risiko idet disse
behandlinger ikke påvirker immunsystemet.
Hvem er i risiko gruppen?
Som kræftpatient er man i risikogruppen hvis man er i kemobehandling,
og/eller hvis man har sygdom i lungerne. Man er også i risikogruppe hvis man
fejler andre lidelser så som kronisk hjertesygdom eller KOL.
Skal jeg fortsat have/komme til scanning/kemoterapi?
Vi er nu igang med et stort arbejde med at forudse hvilke fremmøder som kan
omstilles til telefonkonsultation, hvilke fremmøder der kan udskydes, og hvilke
fremmøder der er nødvendige. Vi kontakter dig med brev i e-Boks eller per telefon
hvis dine aftaler aflyses eller omlægges til telefonkonsultation. Hører du ikke
fra os, regner vi med at du kommer til dine aftalte fremmøder.
I udgangspunktet fortsætter alle patienter der er i kemoterapi med deres
behandling, og scanninger gennemføres. Kræftpatienters behandling
prioriteres.
Skal jeg have zoledronsyre?
Man kan udskyde forebyggende zoledronsyrebehandling nogle
måneder, og patienter der har tid til forebyggende zoledronsyre behandling vil
få besked om at behandlingen bliver udskudt.
Kan jeg få en telefontid til svar?
Telefonkonsultation vil blive indført i alle de situationer hvor det kan lade
sig gøre. I
udgangspunktet beholder du den planlagte tid, men sidder klar ved telefonen
derhjemme og lægen ringer dig op til konsultationen.
Hvilke forholdsregler skal jeg tage i forhold til
virus?
Der er et overordnet godt råd: Bliv hjemme i det omfang det kan lade sig
gøre. Adskil det nødvendige (lægebesøg, nødvendige indkøb) fra det som
ikke er nødvendigt (alle andre aktiviteter). Det kan være en god ide at gå en
tur i det fri, hvis man har brug for at komme ud - som erstatning for de
aktiviteter man ellers plejer at gå til.
Og derudover - følg sundhedsstyrelsens
retningslinjer.
Kan jeg tåle kemoterapien hvis jeg bliver
smittet?
I udgangspunktet fortsætter alle vores
patienter med kemoterapi, fordi det er en vigtig behandling. Naturligvis
vurderer vi altid for den enkelte patient om der kan være grund til f.eks. at
udskyde en behandling, hvis en patient kommer til at fejle noget andet oveni.
Kendte årsager til at udskyde kemoterapi har tidligere været f.eks. Influenza
eller anden infektion, og nu vil det også blive en mulighed at nogle patienter
kan blive syge som følge af coronavirus infektion. Vi gør som vi hidtil har
gjort, nemlig at vurdere i den konkrete situation om behandlingen kan gives som
planlagt eller evt. skal udskydes.
Hvis man får coronavirus infektion efter
kemoterapi gives understøttende behandling, hvis det er nødvendigt. Kemoterapi
kan give en svækkelse af immunforsvaret, men den er i de fleste tilfælde af
kortere varighed.
