Søg
 

Fødslen på sygehuset

Når du føder på sygehuset, kan det enten foregå som ambulant fødsel eller med efterfølgende ophold på barselsafsnit.


Vi anbefaler som udgangspunkt, at du føder normalt (vaginalt). Vi opfordrer til, at fødslen planlægges ud fra vores anbefalinger sammenholdt med erfaringer fra dine eventuelle tidligere fødsler og dine ønsker for den forestående fødsel.

Vi vil hjælpe og støtte dig under fødslen, og vi tilstræber, at:

  • Der skal være en jordemoder til stede hele tiden, når du er i aktiv fødsel
  • Der er mulighed for god smertelindring
  • Fødslen har en overskuelig tidshorisont.

På sygehuset kan selve fødslen forløbe på flere forskellige måder.

Fødsel på fødegangen

Du vil blive indlagt på fødegangen, når der er regelmæssige veer og en indvendig undersøgelse viser, at din livmodermund er begyndt at åbne sig.

Viser det sig, at fødslen ikke er i gang, når du kommer på fødegangen, vil du blive anbefalet af tage hjem igen eller eventuelt blive indlagt, indtil fødslen går i gang.

Beslutninger om behandling og smertelindring vil blive taget på baggrund af barnets tilstand, dine ønsker og vores anbefalinger.

Du kan vælge at blive på sygehuset efter fødslen, hvor du vil blive overført til barselsafsnittet efter et par timer. Hvis du gerne vil hjem samme dag, kan du blive på fødestuen 4-6 timer.

Fødsel ved kejsersnit

Hvis du har en særlig kompliceret graviditet eller tidligere har haft fødselskomplikationer, vil du måske blive anbefalet et planlagt kejsersnit.

Har du af personlige grunde (og uden lægelig begrundelse) et ønske om at føde ved kejsersnit, vil du blive indkaldt til en samtale med en obstetrisk speciallæge og/eller en jordemoder. I vil sammen drøfte fordele og ulemper ved kejsersnit og normal (vaginal) fødsel, så valget bliver det bedste for dig og dit barn.

De fleste kejsersnit foregår i dag i lokalbedøvelse (rygmarvsbedøvelse). Det vil sige, at du er vågen under indgrebet.

Igangsættelse

Hvis fødslen ikke går i gang af sig selv inden for normal tid (op til 42 uger), vil du blive tilbudt igangsættelse. Igangsættelse foregår altid på sygehus, så hvis du har valgt at føde hjemme eller på fødeklinik, vil du blive henvist til fødeafdeling.

Læs mere om tiden efter fødslen på sygehus

Oprettet
28.04.15
Opdateret
15.08.22
Link til denne side:
Andre sider under Fødsel på sygehus


Fødeafdelinger i Region Sjælland


Holbæk Sygehus Gynækologisk/Obstetrisk afd.
Smedelundsgade 60
4300 Holbæk
Tlf.: 59 48 42 93
Fødeafdelingen på Holbæk Sygehus

Nykøbing F. Sygehus
Gynækologisk og obstetrisk afd.
Fjordvej 15
4800 Nykøbing F.
Tlf. 56 51 54 20
  
Slagelse Sygehus
Gynækologisk og obstetrisk afd.
Fælledvej 13
4200 Slagelse
Tlf. 58 55 36 52

Sjællands Universitetshospital, Roskilde
Gynækologisk/Obstetrisk afd.
Køgevej 7-13
4000 Roskilde
Tlf. 47 32 40 40
 


Kort over fødeafdelinger


 

Klik på kortet for stor version​​