Søg
 

Susanne Lundvald

​Lige ude foran hoveddøren i Appenæs i Næstved har Susanne Lundvald den skønneste natur, hun kan nyde. ​

- Politik sætter min tålmodighed på prøve

Susanne Lundvald elsker, når beslutninger træffes hurtigt, og resultaterne ses med det samme. Sådan er det ikke i politik, og det har hun lært at leve med – om end det er en personlig udfordring for hende

  • Bopæl: Næstved
  • Parti: Socialdemokratiet
  • Født i 1955

Til daglig arbejder 59-årige Susanne Lundvald som direktør i firmaet Leanvent med adresse i Sorø. Her går tingene stærkt, og det høje tempo passer hendes temperament fantastisk godt.

- Politik er på mange måder kontrasten til mit arbejdsliv. I politik skal vi hele tiden tænke meget langt frem, og processen fra idé til realitet tager frygtelig lang tid. Det sætter virkelig min tålmodighed på prøve, men jeg kan godt lide at give mig selv udfordringer, siger Susanne Lundvald, der ikke var i tvivl i særligt mange minutter, da hun skulle beslutte sig for, om hun ville stille op for anden gang for Socialdemokratiet i Region Sjælland.

- Mine fire første år ville have været spildt, hvis ikke jeg havde fået fire år mere, siger hun.

I det lægger Susanne Lundvald, at ting jo tager tid i regionspolitik, og nu glæder hun sig til at se nogle af alle de beslutninger, hun har været med til at træffe, ført ud i livet.

Rå succes

Nogle beslutninger er hun mere stolt af end andre. Råstofplanen med mange forskellige kommune-interesser står hun gerne ved.

- Det lykkedes os at komme ud i alle hjørnerne i den sag og bagefter flyve op i helikopteren og træffe den rigtige beslutning. Vi landede på et godt kompromis.

Men sygehusplanen ”trak tænder ud”, og hun var ikke enige i alle elementerne i den. Hun havde gerne set supersygehuset i Køge placeret ”ved Vordingborg eller længere nede. Så langt væk fra hovedstaden som muligt”.

God forbindelse

Men da det ikke ligger til Susanne Lundvald at ærgre sig længere tid ad gangen, er hun med stor begejstring videre med sine visioner og sit arbejde i Regionsrådet.

- Der ligger en stor opgave for os i forhold til at gøre det attraktivt at drive virksomhed og bosætte sig i også yderhjørnerne af vores region. Hvis det skal ske, skal en banal ting som internet- og mobilforbindelser være i orden alle steder. Det er den ikke nu, og det er i høj grad en opgave, som kommunerne skal være med til at løfte. Men som regionspolitikere kan vi bidrage til den proces ved at samle kommunerne og opfordre og motivere dem til at tage fat på problemerne, siger Susanne Lundvald, der er af den overbevisning, at en stabil og hurtig internetforbindelse er lige så meget en menneskeret som vand og el.

- Hvis vi vil have vækst, er vi nødt til at starte et så grundlæggende sted, siger hun.

Gang i den

Susanne Lundvald er selv storforbruger af elektronisk udstyr. Og iPad’en går hun ligefrem i seng med.

- Jeg har altid gang i en bog, og jeg er ret åben i forhold til genrer. Jeg zapper rundt fra fantasy til krimi og faglitteratur. Til gengæld er jeg ikke typen, der diskuterer bøger med andre. Jeg læser dem, nyder dem og er videre til en ny. Og jeg læser den alle sammen på min iPad, siger hun.

For hun hader papir og bliver i dårligt humør af at tænke på alle de regnskove, der går til grunde til ingen verdens nytte.

Så er hun til gengæld også træt, når hun falder i søvn om aftenen. Direktør-job og politikerposten fylder meget. Når begge dele er udført grundigt, er der tid til den nærmeste familie, der tæller en mand, to børn og to børnebørn.

- Vi er meget sammen, og her er gang i den. Sådan skal det være. Jeg får vel fred, når jeg bliver gammel, smiler Susanne Lundvald.



Susanne Lundvald og iPad’en er rigtig gode venner, og blandt andet læser Susanne Lundvald næsten kun e-bøger.


Interviewet er fra februar 2014

Klik her, for Susanne Lundvalds kontaktinformation.


Tekst: Ulla Grundtvig Brask
Foto: Bo Nymann

Oprettet
08.01.12
Opdateret
07.12.16
Link til denne side: