Søg
 

Jens Ravn

​Som landmand er der nok at se til. Jens Ravn elsker sin traktor og sit landbrug. Han bor på gården Katrinedal sammen med sin hustru Bente. De to sønner er for længst flyttet hjemmefra. ​​​

De andres argumenter gør politik spændende

Jens Ravn er landmand, formand for en lokal bank – og regionspolitiker for Venstre. De tre ting komplementerer hinanden rigtigt godt, mener manden med de lange, udfordrende arbejdsdage

  • Bopæl: Stege
  • Parti: Venstre
  • Født i 1952

Han forbereder sig altid grundigt, hvad enten mødet er kort eller meget omfattende. Men Jens Ravn møder aldrig op i Regionshuset i Sorø med en 100 procent stålfast overbevisning i en sag. For det er i dialogen med de andre politikere og embedsmænd, man når frem til de bedste løsninger, mener han.

- Noget af det mest spændende i politik er, når man lytter til de andres argumenter. Jeg er meget indstillet på at få andres input i sagerne, og det er en åbenhed, de andre også har, og som jeg synes præger alle vores møder i Region Sjælland positivt, siger Jens Ravn, der faktisk slet ikke troede, at regionspolitik var noget for ham.

Han kom med kommunalpolitisk erfaring fra en enkelt periode i Møn Byråd og stillede primært op til regionsrådsvalget, fordi han konstaterede, at yderområderne var dårligt repræsenteret blandt de politisk opstillede kandidater. Kunne Møn og Sydsjælland gå hen og blive lidt glemt i en geografisk stor region?

- Jeg er meget bevidst om, at jeg er valgt for hele regionen, men jeg tror, det er vigtigt, at vi politikere kommer med forskellige tilgange og fra forskellige dele af regionen. Og ikke kun fra de store byer, siger Jens Ravn.

Gerne tættere på

Det har været en stor positiv oplevelse for Jens Ravn at få så megen viden om sundhedssystemet, og han er blevet grebet af især arbejdet med det præhospitale område og i Regionstandlægenævnet. Men han synes generelt, det er svært at gøre regionsrådspolitik vedkommende for borgerne. 

- Her har vi en stor opgave liggende foran os som regionsrådspolitikere. Vi skal være meget mere synlige over for borgerne, og vi skal være bedre til at fortælle, at det, vi drøfter og beslutter, har stor betydning for det enkelte menneske, siger han.

Til gengæld er der meningsfuld sammenhæng i hans eget liv: Jens Ravn er - ud over at være politiker - landmand og tredje generation på den 85 hektar store gård ved Stege, Katrinedal. Han er også bestyrelsesformand for Møns Bank.

 - Landbruget er jo mit erhverv, og det fag, jeg brænder for. Banken giver mig et enormt solidt fundament i forhold til at forstå økonomiske og samfundsmæssige forhold og agere i en krisetid. Det er alt sammen noget, jeg kan bruge i mit politiske arbejde, siger Jens Ravn.

Alder en fordel

Også hans modne alder – 61 år – er en fordel, vurderer han.

- Med alderen bliver man mindre tilbøjelig til at stå på bremsen bare for at stå. Man bliver mere rummelig og bedre til at skelne væsentlig fra uvæsentligt. At få overblikket i en kompliceret sag bliver nemmere og nemmere. Det handler vel om at erkende, at man ikke ved alt, og altid ved bedst, siger Jens Ravn, der har det godt med den erfaring i bagagen som politiker.

Bevar regionerne

Det er et åbent sind, der også kommer til udtryk i hans holdning til regionernes fremtid.

- Jeg har ikke et behov for at holde fast i regionerne for enhver pris. Jeg kan bare ikke se, hvad man skulle sætte i stedet lige nu. Giv mig en løsning på det, og jeg er parat til at overveje sagen, siger Jens Ravn, der hverken ønsker sundhedssystemet ”lagt ud til kommunerne eller til Christiansborg”.

- Kommunerne magter ikke den store opgave, og Christiansborg-løsningen vil betyde, at sundhed kommer alt for langt væk fra borgerne, mener han.´


Når han ikke passer bedriften ved Stege, står der familie, politik, Møns Bank, badminton eller jagt på programmet.

Klik her, for Jens Ravns kontaktoplysninger.

Tekst: Ulla Grundtvig Brask
Foto: Bo Nymann

Interviewet er fra april 2014

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
09.05.14
Opdateret
07.11.19
Link til denne side: